Troen som fast følgesvend

Artiklens øverste billede
Knud Bunde Fries, sognepræst i Ulstrupbro, V. Velling og Sdr. Vinge sogne.

Hvis man kører lidt vest for Silkeborg i retning mod Ikast, så kommer man til Hørbylunde Bakker, og kommer man østfra, så vil man på vejens højre side finde et mindesmærke, et groft hakket kors i sten, over Kaj Munk på det sted, hvor han blev henrettet af Gestapo d. 4. januar 1944.

Kaj Munk var blevet et centralt symbol på den danske modstandskamp, og derfor besluttede tyskerne, at han skulle skaffes af vejen. Uanset hvad der skete i Kaj Munks liv, så var troen altid en fast og stærk følgesvend.

Nu kunne man tro, at en selvbiografi over et menneske, for hvem troen på Gud er så stærk, må blive for meget af det gode, men det er lige modsat. Den er forfriskende, fuld af selvironi og overskud...

Knud Bunde Fries, sognepræst i Ulstrupbro, V. Velling og Sdr. Vinge sogne

I Foråret så sagte kommer, der er en selvbiografi over Kaj Munks barndoms- og ungdomsår på Lolland og Falster og siden over studieårene i København, mærker man Kaj Munks stærke tro, og mange af de temaer, der kommer til udfoldelse i hans skuespil og taler, ligger her som mere eller mindre udtalte ansatser. Nu kunne man tro, at en selvbiografi over et menneske, for hvem troen på Gud er så stærk, må blive for meget af det gode, men det er lige modsat. Den er forfriskende, fuld af selvironi og overskud, og Kaj Munk lægger på ingen måde skjul på sine egne fejl og mangler – og det kan man da bruge til noget.

Nu står vi jo ved et årsskifte, og her ved indgangen til et helt nyt år, så er der en sentens fra Foråret så sagte kommer, som jeg synes fortæller noget om Kaj Munks tilgang til livet. Han fortæller om dagen, da han bliver student. Sammen med sin ven går han i et bedøvende velvære gennem byen, solen skinner, imod dem kommer en pige på cykel. Da hun bliver nervøs og ikke kan styre uden om, lander hun i Kaj Munks arme, og han siger: ”Det var første gang, jeg tog en pige i favn, og jeg følte det, som om livet på den skønneste måde havde overbragt mig sin lykønskning.” Livet er en gave. Sådan opleves det gennem Kaj Munks ord. En udefra set tilfældig begivenhed bliver til noget fint og betydningsfuldt for Kaj Munk.

Selv modgangen vendes til noget godt, og modgang var der. Kaj Munks far døde, da han var 1½ år og moren, da han var 5 år gammel. Men aldrig lyder der fra ham beklagelse. Straks en dør lukkes i, så åbner der sig en ny – set gennem troens øjne, og troen har været en fast følgesvend: ”Der er én ting, jeg under alle livets forhold og trods alle skiftende tanker har holdt fast ved, og det er min bøn.” De ord kan stå som overskriften for det nye år – at vi må holde fast ved bønnen, og at bønnen må holde fast i os – så nytåret kan blive til velsignelse for os alle.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen