Hun var ikke den bedste til at lave lektier: I dag bærer kvinder i hele Europa Camille Brinchs smykker

Det er december 2016, og i et skur i en baghave i Aarhus sidder Camille Brinch ved sit hjemmelavede smykkebord. Over hendes hoved er en udsugning lavet af en gammel støvsuger, og i hjørnet står et varmelegeme fra en gammel kaffemaskine med en kaffekande med syre i og varmer. 

Smykkerne, der bliver lavet her, er Camille Brinch Jewellery.

Nu er det seks år senere, og mens meget af set-uppet er det samme, så er der også en mange millioner stor omsætning, 12 medarbejdere og et skifte til København til forskel.

»Min søster købte nogle smykker af hende, og jeg synes hun lyder mega sej, så jeg glæder mig virkelig til at møde hende,« siger Younes Deaibes til mig, da vi sammen kører fra Aarhus, hvor Camille Brinch er fra, til København.

I København på en ret fin adresse – man kan høre garderne marchere rundt på Amalienborg – holder designdelen af Camille Brinch Jewerelry til. Hun sidder i det forholdsvis nye kontor med store fotos på væggene af modeller med hendes smykker og er også selv beklædt med guldsmykker på både fingre, håndled, hals og i ørerne.

Hele ”back-enden”, altså kundeservice blandt andet og hendes bror Daniel Brinch, som er CEO, holder stadig til, hvor det hele startede, i Aarhus.

Kreativ med morfar

»Jeg er vokset op med min storebror Daniel og mine forældre i Egå, hvor mine forældre stadig bor i det hus, jeg er vokset op i,« fortæller 27-årige Camille Brinch indledende.

Men hun har også brugt rigtig meget tid hjemme hos sin mormor og morfar.

»Min morfar var overlæge, men også bare sådan lidt alt-mulig-mand. Og så kom jeg med derud, og så lærte han mig alle mulige ting. Lige fra at lave små bronzeskulpturer til at lære, hvordan man laver ledninger og altså alt sådan noget dér.«

Camille Brinch griner, da hun også mindes hvor mange fastelavnskostumekonkurrencer hun har vundet, fordi hun og morfar har stået ude i skuret og skabt en stor tomat eller en uhyggelig maske i papmaché.

»Der var bare fri mulighed for at lave kreative ting. Så, ja. Min opvækst har selvfølgelig været hos mine forældre, men jeg har også brugt rigtig meget tid hos min mormor og morfar og lavet alle de her kreative ting.«

Bedre til at arbejde

Som barn var hun lidt af en drengepige og fulgte altid i sin brors fodspor, og valgte derfor som ham gymnasiet.

»Selvom det måske ikke lå i kortene... Jeg var fint nok med bogligt i folkeskolen, men jeg har nærmest aldrig læst en bog hele mit liv og er heller ikke særlig godt til at sætte mig ned og lave lektier.«

Det var også vigtigt for forældrene, at de skulle have en videregående, god uddannelse og et godt arbejde, så de kunne skabe de bedste forudsætninger for sig selv.

»Vi fik endda karakterpenge – jeg ved ikke, om det overhovedet er lovligt i dag,« griner hun.

Mens hun allerede fra 1. g følte sig som den, der trak ned i gruppearbejdet, kæmpede hun sig dog igennem. Mest for forældrenes skyld, for når man siger A, må man også sige B, har hun lært hjemmefra. Karaktererne var ikke prangende, men hun gennemførte gymnasiet, der også afklarede nogle karriereveje for hende.

For hun troede som barn, at hun ville være kirurg – som sin morfar – men et voldsomt sygdomsforløb i gymnasiet og tanken om de mange års studier skød hurtig den idé til side igen.

»Jeg har måske altid følt, at jeg var bedre til at arbejde, end til at gå i skole.«

Og så kom ideen med at lave smykker frem.

»Jeg ville gerne lave noget kreativt, hvor jeg kunne bruge mine hænder. Jeg tror også, jeg kunne være endt med at være tømrer, hvis jeg skal være helt ærlig. For jeg kan godt lide det der med at bygge noget. Smykker er meget småt, og man skal være meget præcis – men det er også et fag, hvor man bliver beskidt under neglene og skal sidde og file.«

Alligevel var det ikke sådan, at hun bare gav sig i kast med at fremstille smykker, da interessen voksede frem.

»Jeg tænkte, at det kunne man da ikke bare gøre. man skulle tage sin uddannelse, og så kunne man blive guldsmed.«

Du bliver aldrig guldsmed

Camille Brinch prøvede først lykken i København på en smykkedesign-uddannelse, men bestod ikke optagelsesprøven, der blandt andet involverede tekstanalyse.

Hun flyttede tilbage til Aarhus og afsøgte muligheden for at komme ind på Guldsmedeskolen. Det er næsten umuligt at komme ind uden læreplads, så hun greb telefonen og tastede optimistisk ind på Google: ”Guldsmede i Aarhus”, lagde en rute og bankede på samtlige guldsmedes døre i byen.

Men der var nedslående nyt alle steder. Enten havde de allerede en elev, eller også tog de ikke elever ind. Der var endda en, der sagde, at han troede aldrig, hun ville blive guldsmed.

»Det er rimelig tough ikke? En der kigger en i øjnene og siger det, når man er 21 år gammel. Jeg blev ked af det og helt i tvivl, om jeg overhovedet skulle gøre det,« husker hun.

Skeen i egen hånd

Men nu havde hun besluttet sig. Camille Brinch ville være guldsmed. Så hun meldte sig til et kursus på Godsbanen sammen med sin mor og tilbragte fire onsdage i værkstedet der med at lære at lave smykker. Allerede inden kursets start gik hun i gang med at terpe Youtube-videoer og at købe materialer.

Og fordi sølv og de andre materialer er dyrt, tænkte hun:

»Gad vide, om jeg ikke kan prøve at lave nogle smykker af det jeg har, så kan jeg prøve at sælge det, så jeg kan købe mere materiale? Det er da en god måde at øve mig på.«

Det var december 2016 og starten på det, der i dag er millionvirksomheden Camille Brinch Jewellery.

Forældrenes skur, der oprindeligt var hendes mors atelier var nu blevet helt og aldeles overtaget af Camille Brinchs nye smykkehobby og -forretning.

Fart på fra start

Hjemmesiden byggede hun selv op fra bunden, og logoet blev designet. Det er stadig det samme – selvom det er lidt skævt og hjemmelavet, er det ikke blevet lavet om.

I marts sagde hun sit faste job op og levede af sin børneopsparing det år, mens hun brugte de fleste af sine vågne timer i værkstedet. 

»På det tidspunkt laver jeg alt selv. Så jeg laver alle smykkerne i hånden selv fra bunden af, polerer dem, renser dem, pakker dem, skriver på kuverterne, kører på posthuset. Jeg kan huske, de lukkede klokken ni om aftenen, så jeg skulle bare nå det inden ni. Nogle gange kneb det lige lidt, så måtte jeg fange den der kæmpe postnord bil der var ved at køre.«

»I var ret gode til at være tidligt online til stede, var I ikke?«

Det er Younes Deaibes, der bryder ind med spørgsmålet. Han kender nemlig godt en del af årsagen til, at det i løbet af det første år skulle gå rivende stærkt for Camille Brinchs smykkeeventyr.

»Ja, og det er også fordi min bror Daniel er så dygtig til det,« fortæller Camille Brinch.

»Den december dér var især rigtig vild, da julesalget kom.«

Hun giver ikke rabat på black friday alligevel væltede mere end 100 ordrer ind.

»Jeg havde Shopify-appen på min telefon og jeg havde sat til, at den skulle sige ”katchiiing” hver gang jeg fik et salg, fordi det var lidt sjovt. Det var jo ikke så tit, det skete. Den der aften var bare ”katchiiing”, ”katchiiing”, ”katchiiing”.«

Se mig nu

Hun knokler, og det betaler sig.

»I 2017 slutter vi med en omsætning på halvanden millioner kroner. Hvilket også er helt sindssygt. Det føltes jo som monopoly-penge. Halvanden million! Det var så vildt!«

Det svarer til over 2000 smykker.

I april 2018 blev den første ansat, og virksomheden flyttede fra baghaven i Egå til store lokaler i Guldsmedgade. Siden blev også en guldsmed ansat.

Var det ikke lidt sjovt nu selv at ansætte en guldsmed, når det var dem, der ikke ville ansætte dig i første omgang?

»Jo!« svarer Camille Brinch og kommer i tanke om en sjov episode.

Camille Brinch Jewellery skulle være med i et GO Aarhus magasin i 2018.

»Da jeg får den, så ligger jeg side om side med dén guldsmed, der sagde til mig: ”Du kan godt glemme at blive guldsmed, det bliver du aldrig.” Det var sjovt! Jeg havde næsten lyst til at gå ned til ham og åbne den der bog og sige: ”Se mig!” Det var fedt.«

Selvstændigt er hårdt

De kommende år følger rigtig meget især administrativt arbejde.

Camille Brinch ender med at få konstateret en stressrelateret depression.

»Fordi jeg bare havde arbejdet så meget med noget, som ikke gav energi. For det var ikke at sidde på værkstedet, for det kunne jeg gøre 12 timer i døgnet uden at føle stresset overhovedet.«

Hun overgiver CEO-rollen til sin bror, og blev selv sygemeldt en periode.

Det har heller ikke været helt let at være iværksætter som så ung. Der var selvfølgelig de faste støtter, men mange troede ikke på hende.

»Dengang var det bare ikke så normalt at starte noget op. Det er i hvert fald blevet mere en ting her de seneste fire år bare. Der tilbage for seks-syv år siden var der ikke så mange, der gjorde det.«

Hun flyttede til København, og søgte igen ind på Guldsmedeskolen, hvor hun denne gang blev optaget. Hun lærte noget på skolen – blandt andet, at hun lavede smykker som en venstrehåndet, fordi hun havde studeret teknikker på video.

Men hun stoppede alligevel, før hun blev færdigudlært.

Hun siger det ikke selv, men man fornemmer, at hun på det her tidspunkt har lært, at det jo ikke var uddannelsen, der gjorde hende til smykkedesigner – det var hun jo allerede. Endda en succesfuld en af slagsen.

Roden til succes

Jeg spørger hende, hvilke voksne der har betydet noget for hende i barndommen. For fire år siden ville hun uden tvivl vælge sin morfar. Men det er mere nuanceret, er det gået op for hende hen ad vejen. Det er også mormoren, der har serviceret dem, og den måde, hendes forældre har opvækstet hende på.

»Og min bror! Daniel har helt klart været et kæmpe forbillede, uden jeg har vidst det.«

Det er rimelig tydeligt, at hun stadig ser meget op til ham.

»Han har været en kæmpe inspiration til det her med, at man behøver ikke andre nødvendigvis til at lære en, man kan godt selv opsøge viden. Man kan finde det andre steder end en traditionel uddannelse.«

Det er også samarbejdet med broderen, der har ført til en af de store succesoplevelser i Camille Brinchs liv. Nemlig, da Camille Brinch Jewellery modtog prisen for Bedste Nye Danske E-handelsvirksomhed i 2020. Den cementerede, at Camille Brinch Jewellery er en virksomhed, hvor fællesskabet løfter. Og det er hun stolt af.

»En anden succesoplevelse er, at jeg kan sætte pris på, hvad jeg laver. Jeg har ikke kunne se før, hvor glad jeg egentlig er for det, jeg har skabt. Hvor fedt et arbejde og en hobby, jeg har, og at det kan gå hånd i hånd. For det har jeg ikke kunne føle før nu her. Når man er i det, har jeg været for dårlig til at stoppe op og fejre det. Vi har selvfølgelig fejret ting og stået med champagneflasker, men jeg har bare ikke ægte kunne mærke det. Og det kan jeg bare nu. Det har krævet virkelig meget hårdt arbejde,« fortæller hun.

Hvilken gejst har holdt dig oppe, selvom du, som du selv fortæller, også har været helt nede personligt?

»Det har faktisk aldrig rigtig tænkt over. Det har føltes lidt som om, det bare har været min krop, der bare kørte derudaf, og jeg ikke bare kunne sige stop. Men jeg har heller ikke sådan rigtig haft lyst til at sige stop.«

Men i sidste ende har det især været kunderne, der har gjort, at hun til tider har siddet i døgndrift i værkstedet.

»Den glæde at kunne lave noget til andre har bare været så stor, at det kunne jeg ikke bare kaste på jorden og sige: I får ikke, hvad I gerne vil have.«

Hvilken gnist var der, der i første omgang tændte din lyst til at være smykkedesigner?

»Jeg kan huske, jeg selv fik et armbånd af min mormor, da jeg blev student, som bare gave enormt meget betydning. Det var også lige deromkring, jeg fandt ud af, det er det, jeg virkelig gerne vil. Så det kan jeg huske. Hvis jeg kan skabe det smykke, som andre kan få, som giver en betydning for dem.«