Foredrag: Fanden tage dig
Forfatter Niels Frank holder foredrag på Hammel Bibliotek om sin bog Fanden tage dig.
Sidst i marts 2021 dræber en 61-årig mand sin 62-årige ekskone i Horsens. Den dræbte er forfatteren Niels Franks søster.
Knap tre måneder tidligere har hun forladt sin mand gennem 30 år og faren til deres to voksne sønner. De næste uger flytter hun rundt mellem hemmelige adresser i Horsens, inden hun til sidst flytter ind på et krisecenter – hele tiden i frygt for hvad hendes eksmand, der har brugt de sidste mange år på at ydmyge og skælde hende ud, kan finde på.
Den dag bodelingen skal foregå, ringer Niels Franks telefon klokken 8.32, og så ved han, at det er gået galt.
Foredraget ”Fanden tage dig” er beretningen om tiden op til drabet og om tiden bagefter – om sorgen, vreden og afmagten, begravelsen, efterforskningen og retssagen. Om hvorfor mænd dræber kvinder, og hvorfor det er så forbandet forudsigeligt. Og ikke mindst om, hvad der kan gøres for at forhindre de mange drab – for det er muligt at mindske antallet.
Niels Frank er født i 1963 og uddannet i litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Rektor på Forfatterskolen 1996-2002. Han har udgivet femten bøger og modtaget en række priser, heriblandt Georg Brandes-Prisen for essaysamlingen Alt andet er løgn i 2007. Året efter fik han Montanas Litteraturpris for digtsamlingen Små guder, og i 2013 blev romanen Nellies bog tildelt Kritikerprisen.
Foredraget er tirsdag den 31. januar klokken 19 på Hammel Bibliotek. Billetter kan købes via favrskovbib.dk.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d
sra