Byg en model af et vinterlandskab
Modelbane Europa i Hadsten åbner dørene til workshop to dage i vinterferien.
I disse år, hvor vi ikke ret tit får lov til at opleve et snedækket landskab, har folkene hos Modelbane Europa i Hadsten besluttet at give børnefamilier og bedsteforældre og børnebørn en mulighed for selv at skabe et vinterlandskab – om end i modelstørrelse.
Således bliver vinterferiens titel på modelbanens workshop ’Et vinterlandskab’, hvor modelbanens dygtige landskabsbyggere står klar til at hjælpe deltagerne i workshoppen i gang med tips og rådgivning mandag 13. og fredag 17. februar kl. 11-15. Alle kan som altid være med, og man kan møde op helt uden forudsætninger. Deltagerne kan også være med i lodtrækning om et hus i byggesæt i plast.
»Vi har desværre været nødt til at skære workshoppen ned til kun to dage,« siger Carsten Sejersen fra Modelbane Europa i en pressemeddelelse, og han fortsætter: Vores medlemmer er alle frivillige og arbejder uden løn, og en del af dem har andre aftaler med familie og venner i vinterferien. Derfor har vi denne gang ikke kunnet skaffe personale med landskabsbyggerkvalifikationer til tre dage.
Folkene hos Modelbane Europa har forberedt to forskellige huse til dioramaet. De små huse i skala 1:87 er fortrykt på et stykke karton, som klippes ud og samles med lim. Det færdige hus sættes fast på en lille plade, som også er præfabrikeret med en jernbaneskinne og et par små bakker. Derefter bygges et vinterlandskab med træer og buske, en have med hække og – selvfølgelig – sne.
Lad fantasien blomstre
Modelbane Europa stiller de grundlæggende materialer frem, som kursisterne frit kan benytte, idet de er inkluderet i billetprisen. Flere træer og buske kan tilkøbes. Deltagerne kan dog også vælge at købe et af Modelbane Europas små færdigsamlede plastikhuse (så længe lager haves) og skabe et diorama med et andet tema ud fra det.
»Alle vores gæster, store som små, er velkomne til at være med,« fortæller Carsten Sejersen og tilføjer:
»Når entréen er betalt, koster det som udgangspunkt ikke yderligere at deltage. Vi har erfaring for, at flere generationer har det hyggeligt sammen i arbejdet med at bygge hvert sit landskab eller diorama, som det hedder i modelkredse. Man kan sagtens nå at bygge sit diorama indenfor en time eller to, og man får selvfølgelig sit værk med hjem.«
Lodtrækning om præmie
Når det lille diorama med kolonihaven er færdigbygget, kan man deltage i en lodtrækning om dagens præmie, som er et plastsamlesæt af et modelhus i skala 1:87. Der medfølger speciallim. Lodtrækningen finder sted hver af de to kursusdage kl. 15. Den heldige vinder kan frit vælge et samlesæt til en værdi af max 120 kr. fra hylderne i butikken. Eneste krav om deltagelse i lodtrækningen er, at man har deltaget i workshoppen.
Vinderne for hver af de to dage vil få direkte besked (pr. mail hvis de ikke er til stede under lodtrækningen) og vil blive offentliggjort på Modelbane Europas hjemmeside samt på Facebook. Præmierne kan enten afhentes hos Modelbane Europa eller vil blive tilsendt.
Modelbane Europa har i øvrigt åbent for almindeligt besøg alle dage i efterårsferien kl. 10-17.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d
gs