Åbent bibliotek i Ulstrup velbesøgt
Status efter den første måned med åbent bibliotek i Ulstrup er, at brugerne har taget tilbuddet til sig, det fortæller Tine Rydahl, leder af biblioteket i Hinnerup.
I juli måned var der 356 gange personer, der selv lukkedes sig ind på biblioteket. Det er kvinderne, der er de mest flittige til at benytte tilbuddet: 72,2 procent var kvinder og 25,8 mænd. (De resterende 2,0 procent var af ukendt køn!)
Kigger man på fordelingen på ugedage er det ikke noget fast mønster. Det åbne bibliotek benyttes stort set lige meget alle ugedage og dermed også lørdage og søndage. Det var også netop meningen at brugerne skulle kunne nyde godt af at gå på biblioteket i weekenderne.
"Der skal selvfølgelig tages højde for at ordningen startede i juli måned, hvor mange er på ferie.
Det er forventningen at endnu flere vil bruge det selvbetjente bibliotek, når vi er ovre sommerferien og tilbuddet er blevet endnu mere kendt," lyder det fra Tine Rydahl.
Stigning i udlån
Ser man på udlånstallene for juli måned i hhv. 2010 og 2011 er der en stigning på 13,6 % -en noget større stigning end i Favrskov Bibliotekerne som helhed, som var på 6.4 %.
Udlånstallene dækker både den betjente og den ubetjente åbningstid. For Ulstrup bibliotek har fortsat bemandet åbningstid mandage og fredage kl 10-15 samt torsdage kl 15-19.
For at blive låner i det åbne bibliotek skal man være registreret som låner i Favrskov Bibliotekerne eller oprettes som sådan. Desuden skal man noteres som bruger af det åbne bibliotek. Det kan ske via personlig henvendelse på et af bibliotekerne i Favrskov, hvis man ikke er låner i forvejen. Er man det, kan det også ske ved telefonisk henvendelse eller pr. mail.
Der har ikke været de store problemer i forbindelse med overgang til åbent bibliotek. Enkelte tekniske problemer er nu løst.
"Brugerne må meget gerne komme med forslag til forbedringer i den fremlagte gæstebog og i det hele taget skrive hvordan de oplever det åbne bibliotek," lyder opfordringen.