Vinterslevstenene: Falske runesten fra Hadsten blev udstillet på museum i Aarhus
Professor fik røde ører, da udstillede runesten viste sig at være falske.
10. november 1931 kunne man i Aarhus Amtstidende læse om et opsigtsvækkende fund af runesten i den lille landsby Vinterslev ved Hadsten. Forfatteren til artiklen var lektor Regnar Knudsen, som kunne berette om to drenge, Jens Smed og Elmer Elgaard der allerede i 1927 havde fundet de to sten under leg i et kratbevokset område, hvor der var en forhøjning, som muligvis kunne være en gravhøj..
Under legen lagde Elmer mærke til en sten med nogle tegn på. Drengene blev enige om, at det var runetegn, og de gav sig til at undersøge alle de sten, de kunne få øje på, for at finde flere runesten. Og de havde heldet med sig. På siden af højen og med den nogenlunde flade side nedad og noget nedgravet fandt de endnu en sten med runetegn på. Selvfølgelig fik de blod på tanden og begyndte at grave i højen, dog uden at gøre flere fund.
Stenene blev bragt hjem til Vinterslev, og drengene vidste at et sådant fund burde meldes til Nationalmuseet. Det gjorde de i juli 1928, men svaret var skuffende. Museet afviste fundet som nogle tilfældige kradserier eller naturlige mærker.
I 1930 begyndte Jens Smed i gymnasiet på Aarhus Katedralskole, og i marts 1931 sendte han endnu en henvendelse til Nationalmuseet, som takkede og udbad sig nøjagtige oplysninger om fundstedet, så ville man sende en sagkyndig person. Oplysningerne blev sendt, men den sagkyndige dukkede aldrig op.
Der var imidlertid på Katedralskolen en lektor, Regnar Knudsen, der brugte en historietime til at fortælle eleverne om danske runesten, og så kom Jens Smed på banen og fortalte, at han også havde fundet en runesten.
Næste dag kom han med et fotografi af stenen, hvorefter Regnar Knudsen henvendte sig til professor Peter Skautrup i Århus. Sammen tog de til Vinterslev og beså stenene, og det lykkedes bibliotekar Haugsted at erhverve stenene som en gave til Århus Museum, hvor de blev opstillet i runehallen.
Minutiøs gennemgang
Professor Skautrup var medstifter af et nyt kulturhistorisk tidsskrift ”Sprog og Kultur”, og den første artikel i det første blad blev en minutiøs gennemgang af runerne på Vinterslevstenene.
På den mindste sten kan han identificere fire runer, men der er en del forvitringer, og runeristeren har tilsyneladende ikke haft helt styr på tingene, for der er mange unøjagtigheder. På den større sten er der tre linjer med tre runer i hver linje, hvoraf de to sidste runer gentages i alle tre linjer.
”Stenene er de første større, med ældre runer ristede sten fundne i Danmark”, men en nøje gennemgang og sammenligning med andre fund, bidrager ikke til forståelsen, skrev Skautrup. Tolkningen af indskrifterne var så vanskelig, at han afstod fra at gøre et forsøg, men indholdet er sandsynligvis af magisk karakter, lød det.
”Spørgsmål tårner sig på spørgsmål. Når vi mon nogensinde til en besvarelse,” spørger professoren.
Ja, svaret kom cirka tre år senere, og som Peter Skautrup selv har berettet, var det lige pinligt for alle parter.
Lavet 10 år tidligere
Jens Smed havde nemlig givet ham besked om, at stenene nok alligevel ikke var ægte. Gennem et tilfældigt møde med en dreng fra Hadsten havde han fået at vide, at dennes ældre bror, Aksel Kristensen, sammen med en fætter, Niels Kristensen, omkring 10 år tidligere havde lavet en runesten med deres navn på.
De huskede ikke, hvad der skulle stå, eller hvor de havde runealfabetet fra, men det viste sig, at der omkring 1912 var udkommet en lille lommebog med forskellige alfabeter, blandt andet det ældre runealfabet, så lommebogen kunne være kilden til deres viden.
Stenene blev diskret fjernet fra runehallen på Århus Museum.
Når vi på arkivet blev opmærksomme på denne sælsomme historie, skyldes det, at vi i noget materiale, der muligvis er kommet fra Jens Smed, fandt kopier af et par avisartikler fra 1955, der omtalte de falske runesten.
Årsagen, til at historien blev genoptaget, var et nyt meget opsigtsvækkende fund, Grauballemanden. Der blev fra flere sider sået tvivl om Grauballemandens alder, og nogle mente, det kunne være liget af den forsvundne ”Røde Khristian”.
Og for at minde om, at selv de førende eksperter kan tage fejl, blev sagen om Vinterslevstenene genoplivet. Nu er der dog ikke længere tvivl om, at Grauballemanden er et oldtidsfund.