100 maratonløbere indtog Hinnerup
Vejrguderne var med centimeter-maraton i Hinnerup i lørdags. Det var lige prikken over i'et på en vellykket dag.
»En rigtig festlig dag med godt vejr og højt humør,« sådan betegner Tobias Thomsen, salgchef på Lokalavisen Favrskov, den event, som Lokalavisen og Børneulykkesfonden stod bag lørdag 22. april.
Der var tale om centimeter-maraton med Rasmus Klump.
100 børn stod klar til at løbe de 42.195 centimeter, som ruten er, og omkring det dobbelte stod klar på sidelinjen.
»Jeg synes, at det var en succes, og jeg synes, at det var dejligt at se så mange glade børn og forældre på ruten. Der var en super positiv stemning,« siger Tobias Thomsen og tilføjer:
»Der skal lyde en tak for hjælpen til Natteravnene og de forretningsdrivende, som gav en hånd med.«
Op af sofaen og udenfor
Formålet med løbet er at hjælpe børnefamilier med at komme op af sofaen, væk fra TV, tablets og telefoner og ud i den friske luft.
»I Børneulykkesfonden arbejder vi for at få leg og bevægelse ind i børnenes hverdag. I en digital tidsalder er der mere end nogensinde brug for, at vi husker at komme ud og få rørt os, og det skal helst ikke være en sur pligt. Initiativer som Centimeter Maraton styrker den aktive livsstil samtidig med, at man har det rigtig sjovt,« har Børneulykkesfondens generalsekretær Henriette Madsen tidligere udtalt i en pressemeddelelse.
Det klassiske maratonløb er på 42,195 kilometer, mens børneudgaven altså er på 422 meter – eller helt præcist 42.195 centimeter, så selv de mindste kan være med og kalde sig maratonløbere.
Løbet er for børn i alderen 2-10 år. De mindste kaldes ’Pildskaderne’, hvor far eller mor må løbe med. ”Gøjerne” er de større børn, der godt kan løbe hele distancen selv.
Starten gik klokken 11.00 fra pladsen foran SuperBrugsen. Forud var der fælles opvarmning, og alle tilmeldte børn fik udleveret en løbspose, refleksmedalje, diplom og enten en trafiksikker refleksvest med Rasmus Klump på eller en Rasmus Klump T-shirt.
Der var selvfølgelig også mulighed for at få taget billede med Rasmus Klump, som i dagens anledning (og hold nu lige børnene for ørerne) indeholdt en lokal ejendomsmægler.