DEBAT Slut med urentabel skoledrift

Af Niels- Jørn Mogensen, Voldum-Rudvej 67, Voldum. 8370 Hadsten
Kommunen fattes penge, så nu må politikerne snart være sig deres ansvar bevidst. Slut med for små og for dyre skoler i Favrskov Kommune.
Enkelte politikere har problemer med samvittigheden, men hvad pokker, der var da vel ingen, der havde regnet med at de ville overholde deres valgløfter ?? Man må gøre det eneste rigtige, samle kommunens 6300 folkeskole-elever i en stor centralskole. Den skal naturligvis ligge i Voldum, her er der de billigste grundpriser, rent drikkevand og et velfungerende kloaksystem. Man opnår kæmpe besparelser, en effektiviseret ledelse med kun en skoleinspektør, al specialundervisning samlet et sted – ja der er uanede fordele.
Alle kan nu få max. undervisningstid, med sidste nyt indenfor it –smart boards og så videre vil man uden problemer kunne proppe 40 elever i hver klasse, så det bliver helt optimalt.
Gammeldags ting som nærhed, lokalkendskab og tilhørsforhold er for længst yt og noget der hører hjemme i lokalhistorisk arkiv, så det er der heller ingen problemer med !
Besparelserne dækker selvfølgeligt så rigeligt den effektivisering af skolebus-driften, der er nødvendig. De mange afgange betyder naturligvis mange flere direkte ruter, og en transporttid fra Thorsø til Voldum på 40 minutter er jo intet problem. Det er jo ikke meget mere end det i dag tager at køre fra Voldum til Hadsten, når skolebussen skal rundt til samtlige småbyer på turen.Samtidig giver det også store besparelser i SFO?erne, at børnene bliver passet 1-2 timer hver dag i bussen.
Ifølge bestyrelsesmedlemmer fra nogen af de store byskoler er det også rent klynkeri at bekymre sig om den slags, det er alligevel ikke mere end de fleste forældre bruger på at pendle hver dag.
Det er derfor bare med at komme i gang, hellere i dag end i morgen – men hvad nu hvis den nye skole alligevel er for lille ? Måske skulle vi snakke med Århus?
Hvem siger egentligt at stort er godt ? Ikke os fra Voldum i hvert fald ! – og hvorfor pokker har vi lige pludselig ikke råd til at undervise børn på små skoler længere??

Publiceret 01 September 2010 15:00