Debat:

Fattigdom i barndommen

Gerda Jensen, Th. Nielsensvej 24, 8382 Hinnerup

Debat Jeg har lagt mærke til, at hver gang, der sker forbedringer for de svageste i samfundet, er der straks en bestemt gruppe mennesker, der farer til tasterne og skriver, at nu kan det da slet ikke betale sig at arbejde.

Nu tror jeg på, at de fleste mennesker gerne vil arbejde, for arbejde giver identitet og højner selvværdet. Men der er mennesker, der ikke kan arbejde, selvom man ikke kan se det på dem, og de skal have hjælp.

Børnefamilierne, hvor forældrene er på kontanthjælp, har det svært. Hvis man har fulgt med i tv-udsendelserne "Barndom på bistand", har man kunnet se, hvordan børnene må lide afsavn i forhold til deres klassekammerater. Der er ikke råd til mærketøj og de aktiviteter, som børn ellers går til. Måske bliver de ovenikøbet drillet. Vi husker vel alle sammen fra vores egen skoletid, hvordan det var at blive drillet, når man ikke lige var som de andre. Desuden har undersøgelser vist, at børn af forældre på bistand selv risikerer at ende på kontanthjælp og måske endda i kriminalitet. Det er derfor vigtigt, at der bliver givet den rigtige hjælp.

Så, I, der er så forargede, når samfundets svage får bedre vilkår, glæd jer på deres vegne, og glæd jer over, I har det, I skal bruge og måske endda lidt til.

Publiceret 12 September 2019 15:00