Debat:

Ærgerligt for Laurbjerg og ærgerligt for Favrskov

Søren Frandsen fra SF forklarer, at kun trinbrættet i Stilling kunne reddes

Søren Frandsen (SF), byrådsmedlem, Vestervej 6, 8382 Hinnerup

Debat Vi ærgrer os i SF over, at trinbrættet i Laurbjerg pludselig bliver taget af bordet.

Der er ikke kommet nye informationer i sagen. Det var kendt ved vedtagelsen af trinbrættet, at det isoleret set ikke ville rykke det vilde i forhold til antallet af personer, der ville benytte sig af kollektiv transport – og at det deraf heller ikke ville have den store positive betydning for samfundsøkonomien.

Til gengæld ville det give vækst og udvikling i Laurbjerg – og vil derfor også kunne bidrage positivt til udviklingen af en del af Favrskov kommune, hvor udviklingen måske ikke kommer af sig selv.

SF kæmpede bravt i forligsgruppen for at fastholde både trinbrættet i Stilling og i Laurbjerg, men det lykkedes desværre ikke. Overmagten var for stor.

Vi fik reddet det ene, men det blev Stilling frem for Laurbjerg, grundet at samfundsøkonomien og antallet af nye togpassagerer forventes at være højere i Stilling end i Laurbjerg.

Det er ærgerligt for Laurbjerg, og det er ærgerligt for Favrskov.

Publiceret 30 October 2019 06:00