Birgit Liin (V) Favrskov Byråd.

Birgit Liin (V) Favrskov Byråd.

Debat:

Der er kø ved håndvasken

Birgit Liin (V) Favrskov Byråd, Hvidtjørnevej 3, Laurbjerg 8870 Langå

Debat Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre har besluttet, at Laurbjerg Station ikke skal blive til noget. De samme partier afsatte før folketingsvalget 15 millioner kroner til projektet. Der er ikke siden kommet nye oplysninger i sagen. Prisen er ikke steget, og de tekniske forudsætninger er også stadig de samme.

Partierne har derfor rigtig svært ved at forklare, hvorfor de lige efter valget er vendt på en tallerken. Når der ikke findes en fornuftig og saglig forklaring på et så indgribende holdningsskifte, starter et “blame game”; nogen skal have skylden.

Både Enhedslisten og SF siger, at de kæmpede med næb og kløer for, at projektet skulle overleve, men “de andre” (S og RV) ville ikke være med. Enhedslisten og SF er dog ikke engang enige om det. Enhedslisten mener faktisk, at de kæmpede helt alene - også uden SF. Men disse søforklaringer holder ikke. Ethvert af partierne i forligskredsen har vetoret og kunne blot have benyttet den. Ændring af en beslutning i en forligskreds kræver nemlig enstemmighed. Og hvorfor nedlagde Enhedslisten og SF så ikke veto?

Hvor ville jeg ønske, at alle fire partier i stedet for at stå ved håndvasken ville forholde sig ordentligt og sagligt til sagen og til konsekvenserne af den beslutning, de har truffet. Vi mangler for eksempel at få svar på, om Laurbjerg på grund af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre kan se frem til, at broen over banen i forbindelse med elektrificeringen skal hæves, hvorved Hammelvej lukkes i mange måneder. Beslutningen om at etablere stationen var jo samtidig også en beslutning om at sænke sporene, så Hammelvej ikke skulle lukkes – så hvor hårdt skal lokalsamfundet rammes?

Slutteligt skal der fra min side lyde en opfordring til, at vi i Favrskov Byråd står sammen om at få etableret stationen inden for den fastlagte tidsramme, herunder i en løsning, hvor sporene sænkes. Vi må gøre, hvad der skal til. Og lykkes det, står alle 25 byrådsmedlemmer i fælles flok på toget ved åbningsfesten i december 2021.

Publiceret 01 November 2019 13:15