Søren Frandsen (SF), byrådsmedlem.

Søren Frandsen (SF), byrådsmedlem.

Debat:

Nu går vi i gang med folkekravet om minimumsnormeringer

Byrådsmedlem Søren Frandsen (SF), Vestervej 6, 8382 Hinnerup

Det lykkedes at sikre et historisk løft af børneområdet på finansloven, som betyder, at vi får minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver.

Vi får en lov, som sikrer, at de penge, som vi sætter af, også bliver brugt på mere pædagogisk personale.

Loven bliver desuden et værn mod nye besparelser på børneområdet. Det er vigtigt efter 40 år med den ene besparelse efter den anden på børnene. Det skal være slut nu.

Med finansloven er der aftalt, at der mindst skal være en voksen til tre børn i vuggestuen og en voksen til seks børn i børnehaven.

Det kommer selvfølgelig ikke til at ske med et snuptag. Det kommer til at tage tid, selvom vi er mange, der er utålmodige. Men der skal komme et mærkbart løft allerede fra næste år, hvor børn, ansatte og forældre skal kunne mærke, at der er mere pædagogisk personale i vores vuggestuer og børnehaver. Børnene skal have den tryghed, nærvær og omsorg, de har behov for.

Med finansloven afsætter der 500 millioner kroner allerede næste år, og det stiger løbende til 1,6 milliarder kroner i 2025, hvor minimumsnormeringerne skal være fuldt gennemført. Det er det velfærdsområde, der får det absolut største løft på finansloven.

Samtidig styrkes pædagoguddannelsen. Det er nemlig helt afgørende for at komme i mål, at vi får uddannet endnu flere dygtige pædagoger til børnene. Minimumsnormeringer sikrer et vis antal voksne per barn. Det siger måske ikke så meget om kvaliteten af dagtilbuddet. Og så dog alligevel.

En pædagog har kun to hænder, så kvalitet handler også om normeringer – og minimumsnormeringer (med tilhørende finansiering) vil være et mærkbart løft af kvaliteten i dagtilbuddene.

Publiceret 10 December 2019 14:00