Debat:

Giv nu lyd Daniel

Af Ken Richter, Hejrevej 12, 8382 Hinnerup

”Det skal betyde noget, hvem man giver sin stemme”.

Sådan skrev det socialdemokratiske folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen i Aarhus Stiftstidende på et tidspunkt. Det har han naturligvis ret i, men han er selv et meget dårligt eksempel. Daniel fra Hedensted er opstillet i Favrskov, og hvor var han, da hans partifælle, transportminister Benny Engelbrecht, løb fra alle løfter og sløjfede den lovede genåbning af Laurbjerg Station?

Daniel Toft Jakobsen bryster sig gerne af den nye og dyre finanslov, men når det handler om politisk handlekraft, er den gode Daniel meget tavs og usynlig. Som repræsentant for Favrskov må vi antage, at han på forhånd er blevet taget med på råd, inden hans minister uden saglig grund slettede aftalen om at genåbne stationen i Laurbjerg.

Hvorfor har Daniel Toft Jakobsen ikke vækket transportministeren og har kæmpet sammen med et enigt byråd i Favrskov? Den som tier samtykker. End ikke et møde med transportministeren har den tavse Daniel kunnet hjælpe med.

Konklusionen må være, at det slet ikke nytter noget at stemme på Daniel Toft Jakobsen. Hans eget parti lytter heller ikke til ham. Mest sandsynlig er det nok, at Daniel slet ikke har givet lyd, for det kræver jo kræfter at kæmpe for en sag.

Publiceret 16 December 2019 14:00