Debat:

Udligning eller øvligning?

Søren Frandsen, Vestervej 6, 8382 Hinnerup

Debat Reform af udligningsystemet mellem kommunerne har længe spøgt som skiftevis en redningskrans, der ville kunne løse alle væsentlige problemer og på den anden side en trussel, der vil kunne rive tæppet væk under kommunens økonomi.

Alle kommunalpolitikere mener, at det netop er deres kommune, der skal forgyldes. Årsager er dog vidt forskellige; store sociale udfordringer, mange, sårbare ældre, lavt beskatningsgrundlag, høje boligpriser for at nævne nogle få af de mange argumenter.

Jeg har ikke sat min lid til, at det skulle være et udligningssystem, der skulle sikre et velfærdsløft i Favrskov Kommune. Det kunne også gå den anden vej.

Og det har det. I forhandlingsudspillet fra regeringen står Favrskov Kommune til at miste omkring 40 mio.kr.

Vi er en af de ”rige by- og vækstkommuner”, der skal bidrage mere til udligningen. Jo vist er der vækst i den østlige del af kommunen; Søften og Hinnerup. Men der er også store dele af kommunen, hvor væksten ikke kommer af sig selv.

Jeg har svært ved at se os som en rig kommune.

Jeg er grundlæggende enig i, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder – jeg undrer dog mig over, hvorledes Favrskov Kommune i regeringens regnemaskine er blevet en rig kommune?Regeringen holder meget tæt på oplysninger og informationer. Vi ved ikke på nuværende tidspunkt, hvorfor Favrskov kommune er blevet defineret som en rig kommune. Jeg håber, at regeringen snart fremlægger deres beregninger, således vi kan begynde at diskutere indhold og få noget indsigt i de forudsætninger, der ligger bag deres beregninger.

Vi har i hvert fald al mulig grund til at kæmpe for, at forhandlingsudspillet forbliver et udspil, og det endelig resultatet bliver et helt andet.

Publiceret 03 February 2020 08:00