Debat:

Vi skal støtte det gode børneliv

Vi skal skabe livsduelige og robuste børn, som kan skabe gode relationer.

Lone Glarbo, medlem af Favrskov Byråd (V), Århusvej 55, Hinnerup.

Debat Jeg er selv en del af det Særlige Børn- og Ungeudvalg, som netop træffer beslutninger om tvangsanbringelser i Favrskov.

Først vil jeg pointere, at jeg - og Venstre - ikke mener, at flere tvangsanbringelser er et mål i sig selv. Vi skal fjerne det rigtige antal børn.

Målet for enhver indsats på børneområdet må være, at understøtte det gode børneliv hjemme hos familien. Vi skal hjælpe forældrene med deres forældrekompetencer, hvis det er det, som er udfordringen. Vi skal hjælpe børnene med at trives i dagplejen, i børnehaven, i skolen, i fritidslivet og alle andre steder, som de færdes.

Vi skal skabe livsduelige og robuste børn, som kan skabe gode relationer. DET må være det altoverskyggende mål, og ikke at tvangsanbringe flere børn.

Derfor giver det absolut ingen mening at opfylde Mette Frederiksen og Socialdemokratiets ønske. Flere anbringelser koster penge, og så længe der ikke følger midler med, så koster det på andre områder. Det vil alt andet lige gå ud over det præventive arbejde, og dermed måske skabe flere anbringelser til skade for alle de involverede. Ikke mindst de børn, vi ALLE ønsker at beskytte.

Publiceret 03 February 2020 16:00