Debat:

Tåbeligt, at Favrskov gymnasier mister endnu en klasse

Steen Thomsen, Regionsrådsmedlem, DF, Sundgårdsvej 22, 8700 Horsens

Debat 7 velfungerende og populære gymnasier i Aarhus og omegn skal næste år nedskære hver en gymnasieklasse. Favrskov og Skanderborg beskæres endda med en yderligere klasse, selvom de også blev beskåret med en klasse sidste år. Og det selv om der er venteliste og mange ansøgere til disse populære gymnasier.

Men et flertal i regionsrådet har desværre dikteret den voldsomme reduktion, der betyder, at flere hundrede kommende elever ikke får deres gymnasieønske opfyldt, men i stedet sendes til Viby, Langkær i Tilst og Aarhus Tech gymnasium i Aarhus City.

Det er tåbeligt og helt urimeligt, at Favrskov og andre omegnsgymnasier nedskæres pga elevsammensætningen inde i Aarhus.

Sidste år havde kun 11 elever søgt ind på det nye gymnasium på Aarhus Tech i City og de 11 elever har nu flyttet gymnasium og derfor går der i dag ingen elever på dette gymnasium. Men i stedet for at lukke tilbuddet, som ingen ønsker, så laver man næste år 3 klasser på City og reducerer kapaciteten på de populære gymnasier.

De 15 gymnasier i Aarhus og omegn havde endda selv fundet en god løsning, der ikke indebar kapacitetsbegrænsninger. Med denne løsning ville Skanderborg gymnasium have 10 klasser i stedet for nu 8 mens Favrskov gymnasium ville have 11 klasser i stedet for 9. Gymnasiernes eget forslag tog også hensyn til elevsammensætningen, så fremtidige 1. g-klasser maks ville få 10% elever fra udsatte boligområder. 13 ud af de 15 gymnasier bakkede op om denne aftale, der ville have imødekommet elevernes ønsker om gymnasievalg.

DF, LA, K støttede gymnasiernes eget forslag. Men flertallet i regionsrådsrådet tromlede henover flertallet af gymnasierne.

Det går nu ud over gode og velfungerende omengsgymanasier som Favrskov gymnasium og det går ud over flere hundrede gymnasieelever, der ikke får deres gymnasieønske opfyldt til sommer. I stedet burde man have erkendt, at eleverne ikke ønsker at gå på eksempelvis det nye tilbud i Aarhus City og lukke tilbuddet, som ingen ønsker, fremfor at reducere gode gymnasieklasser på gode gymnasier.

Publiceret 05 February 2020 16:00