Debat:

Akutteam er guld værd

Torben Gorm Larsen, Hagenstrupparken 9, 8860 Ulstrup

Akutteam er guld værd. Både det økonomiske og det menneskelige guld.

Den erfaring har jeg netop fået, da jeg røg ind i en kraftig infektionssygdom, der var utrolig tæt på at koste mig en indlæggelse på sygehuset, men det var jeg ikke rigtig indstillet på, da jeg har en svær dement hustru, der skal passes. Hvis jeg skulle på hospitalet, ville det koste en akutplads på plejehjemmet.

Det hele skete op til en weekend, hvor jeg havde meget høj feber, så mandag morgen kontaktede jeg min egen læge, der var mest indstillet på at indlægge mig, men da jeg modsatte mig det, kontaktede hun Favrskov kommunes akutteam, der ret hurtig kom og målte værdier på mig. De var også betænkelige ved at lade mig blive hjemme, men sådan blev det.

I samarbejde med lægen kom jeg i en kraftig antibiotikabehandling, så efter en tre dage, gik det den rigtige vej.

Akutteamet gjorde en fantastisk indsats, og de første dage kom de to gange i døgnet, hvilket betød, at jeg var tryg ved situationen. Derudover holdt vores fantastiske hjemmepleje øje med mig, når de kom til min hustru.

Samfundøkonomisk er akutteamet en rig god løsning, da jeg er ret overbevist om, at med deres indsats spares der en hel del indlæggelser, men det vigtigste er, at vi som borger kan føle os trygge og i gode hænder!

Publiceret 21 February 2020 06:00