Debat

Brug landsbyernes kultur- og forsamlingshuse når skolerne skal åbne for alle elever

Allan Nordestgaard Sørensen, formand Røgen Borgerforening, Ole Brøkner, tidl. borgmester (K), Hammel Kommune, Bent Drevald, tidl. byrådsmedlem (S), Hammel Kommune

Debat På få uger har den samlede uddannelsessektor, med en Corona-pistol for panden, gennemført en omstilling fra traditionel undervisning til virtuel undervisning.

Under normale omstændigheder ville en omstilling i det omfang (eller bare halvdelen af den) være noget der ville tage årevis at planlægge og gennemføre. Nu står vi så i den glædelige situation, at samfundet står overfor en genåbning. Det vil utvivlsomt give nogle logistikproblemer at huse alle elever på skolerne hvis de sundhedsfaglige anbefalinger og retningslinjer skal følges.

Under nedlukningen har skolevæsnet ageret lynhurtigt og gjort mange umulige ting mulige. Det samme kan vi gøre nu, hvor vi skal åbne igen. Og vi kan endda slå to fluer med ét smæk. Alt kulturliv er sat på standby.

Rundt om i kommunen står der kulturhuse og forsamlingshuse tomme. Det er huse der indeholder alle de basale faciliteter der skal til for at kunne gennemføre undervisning. Der er borde, stole, toiletfaciliteter, køkken og internetforbindelse. Ved at flytte noget af undervisningen ud i disse lokaler kan vi komme de hårdt trængte kulturinstitutioner til undsætning og på samme tid løse et væsentlig logistikproblem for folkeskolerne.

Vi opnår med andre ord en win-win, hvor både kulturinstitutioner og skoler får glæde af hinanden.

I Røgen står forsamlingshuset klar. Der er plads til 1-2 skoleklasser. Skolebussen kører lige forbi flere gange om dagen. Der er frivillige i byen der gerne vil bakke op og give en hånd med og vi kan være klar til mandag den 18. maj.

Vi forestiller os, at der må være samme mulighed mange andre steder.

Publiceret 11 May 2020 14:00