Debat:

Cykelruter og cykelstier kan berige oplevelsen yderligere

Frank Iversen, Hoelvej 2, Vissing, 8370 Hadsten

Debat Et fantastisk flot initiativ har set dagens lys.

App’en ”Oplev Favrskov”, der er støttet af Favrskov Kommunes Friluftsstrategi kan nu downloades til din smart-phone eller Ipad. Her kan du få idéer til vandreture, MTB-ruter, kultur, natur, parkeringspladser og overnatning. App er i konstant udvikling og udvides løbende med nye tilbud og muligheder for at komme ud i naturen.

Et sted der kunne sættes yderligere fokus på, er forslag til cykelture i den smukke natur i Favrskov. Både steder hvor der allerede er gode cykelforhold og cykelstier, men også til steder, hvor en cykelsti ville kunne give borgerne en helt unik friluftsoplevelse.

Et af de steder, hvor en cykelsti ville kunne gøre en kæmpe forskel er på strækningen mellem Hadsten og Lerbjergvej.

Med en cykelsti vil alle på bare 11 minutter på cykel fra Hadsten opleve den mest fantastiske natur i Vissing og omegn.

Det første du vil møde vil være Vissing Enge, hvor et hold på parkeringspladsen og en gåtur rundt i engene med et rigt fugleliv vil være en ny oplevelse for mange. På cyklen igen og efter en strækning på bare 9 minutter vil du være på toppen af Favrskov – Lysnet, der med sine 131 meters højde giver dig den smukkeste udsigt over det meste af Favrskov.

Næste etape kunne så være ned ad bakken igen til Vissing kirke. En tur på 6 minutter. Her kan du se Danmarks første udealter og evt. nyde din medbragte kaffe. Her finder du også et offentligt toilet, hvis det skulle være nødvendigt.

Fra Vissing kirke kører du derefter i de næste 9 minutter til Lerbjerg. Efter endnu en god stigning og nedkørsel med en smuk udsigt ind over Vissing Enge til Hadsten, kan du så gøre holdt i Magnoliadalen og nyde træerne og deres blomster, der netop nu er i fuld flor.

Turen tilbage fra Lerbjerg til Hadsten på en cykelsti fra Lerbjergvej varer 17 minutter.

En cykeltur der med ophold i alt varer 2-2½ times tid, har både fået pulsen op og givet jer en dejlig cykeloplevelse.

Nu mangler vi så bare cykelstien. Det kunne med fordel være en god investering også i en friluftsstrategi.

Publiceret 14 May 2020 06:00