Birgit Liin.

Birgit Liin.

Debat:

Lad os nu stå sammen om trinbrættet i Laurbjerg

"Jeg noterer jeg mig, at SF nu endelig melder ud, at partiet støtter trinbrættet og er villig til at indgå i dialog om finansieringen. Lad dette være det fælles fundament i sagens videre forløb," skriver Birgit Liin (V)

Birgit Liin, medlem af Favrskov Byråd og borgmesterkandidat for Venstre

Debat SF’s byrådsmedlem, Søren Frandsen, udtalte den 7. maj 2020 til Midtjyllands Avis, at trinbrættet i Laurbjerg er et prestigeprojekt, og at Venstres forslag om at lade kommunen etablere det, efter at SF og resten af rød blok trak den statslige finansiering tilbage, er et mærkeligt forslag.

I samme avis redegjorde jeg derefter for projektets status - nemlig, at noget tyder på, at det kan realiseres for 9-10 mio. kr. inkl. forplads, ligesom Venstre hele tiden har sagt. Byrådet har allerede frigivet de første 5,5 mio. kr., og den resterende del burde være til at finde. Jeg opfordrede samtidig i Midtjyllands Avis Søren Frandsen til at uddybe, hvordan et projekt, som et samlet lokalsamfund i mange år har arbejdet tværpolitisk for, skulle kunne være et prestigeprojekt - og for hvem.

Søren Frandsen har ikke uddybet sine udtalelser om, at trinbrættet ifølge SF er et prestigeprojekt.

Venstre mener, at trinbrættet vil være en investering, som vil give afkast i form af boligvækst og deraf afledte positive effekter for skole, dagtilbud og handelsliv, ligesom trinbrættet vil være en del af den grønne omstilling. Det forholder Søren Frandsen sig ikke til. I stedet skriver han nu i Favrskov Lokalavisen, at jeg skulle mene, at "alle som tøver eller stiller spørgsmål er urene farisæere, som ikke støtter trinbrættet i Laurbjerg."

Intet kunne være mere forkert. Dialog, spørgsmål og debat er velkommen - men jeg appellerer til, at sagen behandles sagligt og ordentligt uden personangreb.

Samtidig noterer jeg mig, at SF nu endelig melder ud, at partiet støtter trinbrættet og er villig til at indgå i dialog om finansieringen. Lad dette være det fælles fundament i sagens videre forløb.

Publiceret 21 May 2020 13:00