Debat:

Foreningslivet lever – Det skal det blive ved med

Debat Det har været en hård tid for vores foreninger, frivillige ildsjæle, trænere, ledere og udøvere. Vi har savnet fællesskabet, oplevelserne og samværet, samt det at få sved på panden.

Jeg har selv savnet de drabelige kampe med Danmarks mest velgørende fodboldhold. Jeg har savnet gutterne, og jeg har savnet at spille fodbold.

Jeg har savnet de mange timer hver eneste uge med ”mine fodbolddrenge”, træningen, kampene, sammenholdet og oplevelserne med dem.

Jeg kommer i år til at savne de mange fodboldstævner i udlandet, i Danmark og lokalt i Favrskov. Der findes ikke noget bedre end stemningen til en hel weekend med masser af fodbold, glade drenge og piger på fyldte baner, sammenhold og masser af gode oplevelser.

Sådan er der helt sikkert mange, der har haft det. Om det er fodbold, håndbold, badminton, tennis, svømning, karate eller en helt anden idræt.

Nu er vi heldigvis så småt ved at komme i gang igen, og der findes mange kreative løsninger på de retningslinjer, vi naturligvis skal følge. Glæden er stor, og den bliver endnu større, når vi ”åbner helt op”.

Men der er naturligvis en regning for rigtig mange foreninger, som risikerer at blive klemt på økonomien. De har desværre været nødsaget til at aflyse store stævner og arrangementer, som hvert år giver en masse gode oplevelser for mange tusinde børn, unge, voksne og ældre, OG som giver dem en økonomisk indsprøjtning. Den økonomi mangler rigtig mange foreninger. Det giver mange bekymringer hos vores lokale frivillige ildsjæle, som dag efter dag, måned efter måned, år efter år giver tusindvis af timer til foreningslivet til glæde og gavn for rigtig mange mennesker.

Mit håb er, at regeringen tager det alvorligt og udvider puljerne til de frivillige og kulturelle foreninger, som er så vigtige institutioner i det danske samfund – Foreninger skal sikres, så de kommer helskindet gennem denne krise og kan fortsætte det store arbejde, de gør hver eneste dag.

Kan vi lokalt i Favrskov på nogen måde hjælpe og understøtte vores lokale foreninger, så skal vi kigge på det og tage de udfordringer, de står med, meget seriøst – De frivillige ildsjæles arbejde og indsats for vores mange lokale medlemmer skal ikke rammes af ”Corona” – Foreningslivet lever, og det skal det blive ved med.

Publiceret 03 June 2020 06:00