Debat:

Ombudsmanden kigger på kontant betaling i busserne

På vegne af Ældrerådet i Favrskov Kommune, formand Erik Bertelsen, Thorsølundvej 23, Thorsø

Debat Forbrugerombudsmanden er i gang med at undersøge den praksis Midttrafik har, når kunder betaler kontant. Det sker på baggrund af en klage over Midttrafik.

Ældrerådet i Favrskov Kommune har tidligere kritiseret, at kunder ikke kan få penge tilbage hvis de ikke har aftalt beløb, når der bliver betalt kontant. I efteråret rettede Handicaprådet og Ældrerådet i Favrskov Kommune så i fællesskab henvendelse til Forbrugerombudsmanden om denne praksis og anførte den forskelsbehandling det giver, af kunder der betaler kontant. Ikke alle kan betale med betalingskort eller MobilePay, specielt kan det ramme handicappede og ældre borgere.

Forbrugerombudsmanden har kort før pinse meddelt, at han har besluttet at tage klagen op over for trafikselskabet.

Midt trafik ændrede praksis

Som en følge af klage ændrede Midt trafik allerede tidligere på året praksis, så det nu er muligt at få beløb retur op til 100 kroner.

Efter den lange ventetid har Forbrugerombudsmanden nu meddelt, at han har besluttet at tage sagen op over for trafikselskabet. De har nu sendt høringsbrev til Midttrafik i sagen.

Det er med stor spænding vi afventer Forbrugerombudsmandens udtalelse i sagen. I en tid hvor der bliver færre lokale muligheder for at hæve penge, bør det være muligt at betale kontant ved kørsel også selv om vedkommende ikke har aftalt beløb.

Det må være et grundlæggende princip, at alle borgere skal have samme mulighed, når de bruger den offentlige transport.

Publiceret 04 June 2020 16:00