Svar til Nils Borring: "Det er billigt at have virksomhed i Favrskov"

Af formand Niels-Søren Bøgh, Foreningen Favrskov Børns Rettigheder, og Kasper Kay Petersen, kandidat til skolebestyrelsen på Hadsten Skole

Debat Dette er da virkeligt fantastisk.

Det er også fantastisk at høre, at Borgmesteren og Kommunaldirektøren står på mål for sagsbehandlingen her, 24/7 med direkte hotline og det hele. Samt, at der sat ekstra ressourcer ind for en prompte sagsbehandling og helt uden omkostninger for brugerne. Sådan skal det være!

MEN, i Danmark gælder der jo lighed for loven…?

Det betyder, at børn med særlige behov, de handicappede, de syge i jobcenteret og de ældre har krav på ligeså god, hurtig og korrekt en sagsbehandling.

I Danmark må man ikke diskriminere eller behandle nogle grupper bedre elle dårligere end andre. Dette er vist også socialdemokratisk hjerteblod?

Men på f.eks. børn og handicapområdet ser vi, at Ankestyrelsen gang på gang kommer med fæl kritik i forhold til bl.a. retssikkerheden og hjemviser sager til genbehandling i stor stil.

I Favrskov Børns Rettigheder ser vi sager, der har været under behandlingen i flere år, hvor borgere ikke får den hjælp, de har krav på og ikke mindst har rigtig meget brug for, for at kunne fungere i hverdagen.

Det er besluttet i byrådssalen sidste år, at borgerne skal kunne se statistik for sagsbehandlingstiderne, MEN hvor er statistikken?

Den 2. juni 2020 foreslog Advokatrådet, at der skal oprettes en fond, der skal kompensere borgere for denne slags forkastelig sagsbehandling, og kommunerne skal tvinges til at indbetale til fonden, således at borgere, der får deres retssikkerhed krænket, kan få kompensation.

Faktisk har det vist sig, at kommunerne kan spare penge ved lave dårlig sagsbehandling blandt de svageste i vores samfund, uden at det har konsekvenser.

Borgmester Nils Borring, hvornår kan alle borgere i Favrskov Kommune forvente at få samme gode og hurtige behandling, som det ses her til virksomhederne i Favrskov Kommune?

Publiceret 06 June 2020 08:00