Michael Ancher. Pressefoto

Michael Ancher. Pressefoto

Debat:

Kan vi gøre Østjylland endnu mere erhvervsvenlig?

Formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher

DEBAT Det er første gang, at der i Østjylland er en kommune, som løber med titlen som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune i Dansk Byggeris årlige analyse. Favrskov kan godt være stolt, og deres arbejde med år efter år at gøre det attraktivt at drive virksomhed i Favrskov er et eksempel til efterlevelse.

Kan Østjylland til næste år blive Danmarks mest erhvervsvenlige landsdel? Og kan den mest erhvervsvenlige kommune i hele landet igen i 2021 ligge i Østjylland? Man har lov at drømme, og jeg er sikker på, at hvis alle kommunerne trækker i arbejdstøjet og gør en ekstra indsats, så kan drømmen blive til virkelighed. Og vores lokale erhvervsliv ville få de bedste muligheder for at drive virksomhed og skabe både vækst og arbejdspladser, uanset om de har adresse i Favrskov, Norddjurs, Horsens, Randers, Aarhus eller på Samsø.

Jeg ser frem til, at vi på de årlige møder med borgmestrene i vores elleve østjyske kommuner skal snakke om erhvervsvenlighed og ikke mindst de muligheder, som kommunerne har for at gøre hverdagen nemmere for deres lokale virksomheder. Der er nemlig flere steder, hvor kommunerne med fordel kan sætte ind. Ventetiden på en byggetilladelse er i mange kommuner uforholdsmæssig lang. Og flere kommuner sender kun en del af deres vej- og parkopgaver i udbud, så private har mulighed for at give tilbud på opgaverne. Det var bare et par eksempler på områder, hvor kommunerne med fordel kan se på den service og de vilkår, som de tilbyder de lokale virksomheder.

Lad os hjælpe hinanden med at gøre Østjylland mere erhvervsvenlig.

Publiceret 30 July 2020 06:00