Genrefoto

Genrefoto

Debat:

Undren over formanden for Social- og Sundhedsudvalget

Herdis Just, Søbygårdsvej 104, 8450 Hammel

debat Grethe Villadsen versus Eva Damsgaard, Lokalavisen 26.08.2020

Jeg er uforstående overfor, at formanden for social- og sundhedsudvalget udtrykker nagelfast tiltro til ledelsen på Favrskov kommunes plejehjem. Når man tænker på de alt, alt for mange “uheldige” sager fra mange forskellige plejehjem og hjemmeplejen i landet, så er der vel ingen grund til at være så skråsikker på, at netop Favrskov skulle være pletfri. Spørg bare Ældre Sagen, som får massevis af henvendelser fra fortvivlede pårørende til plejehjemsbeboere og modtagere af hjælp i hjemmeplejen fra hele landet.

Men det virker, som om kommunalpolitikere mener, at der i den kommunale forvaltningsret står skrevet, at deres refleksreaktion skal være, at de til enhver tid og i alle situationer har fuld tillid til den til enhver tid siddende ledelse. Det virker både naivt og arrogant overfor borgerne Og hvordan kan det i øvrigt være, at man er imod uanmeldte tilsyn, hvis man har så stor tiltro? Anmeldte tilsyn er i bedste fald ubrugelige i forhold til hensigten. Og hvorfor tror I, at i tusindvis af gamle mennesker er rædselsslagne for at komme på kommunale plejehjem. I Danmark! Det skyldes næppe blot en enkelt sag fra Aarhus Kommune.

Publiceret 16 September 2020 06:00

Foredrag i Ø. Velling Forsamlingshus