Majbrit Billesø Rasmussen. Foto: PR

Majbrit Billesø Rasmussen. Foto: PR

Præsteklumme:

I det smukke efterår

Her kan du læse denne uges præsteklumme skrevet af Majbrit Billesø Rasmussen, der er sognepræst i Hammel-Voldby-Lading pastorat

præsteklumme Efterår er de smukkeste farver. Det er som om det hvert år er en helt ny og endnu uset farvepalet, skoven og dens træer viser os. Det er som om solens stråler gennem træernes grene og endnu ikke nedfaldne blade står endnu stærkere end de gjorde sidste år.

Efterår er, når de smukke rødlige, brunlige og gule blade stille daler ned fra træernes kroner. Ned på kirkegårdens stier, ned på skovbunden eller ned på fortovet, hvor de ligger sig som et tæppe – som om de resten af efteråret har til opgave at holde noget varmt.

Efterår er jagten efter nedfaldne kastanjer. Hvert efterår er jeg ude i skoven med mine børn for at finde kastanjer. Der går tit konkurrence i det: Hvem finder flest? Hvem finder den største? Og når vi kommer hjem, hvem kan så lave det skøreste eller mest mærkelige kastanjedyr?

Efterår er at få varm kakao med flødeskum og nybagte boller.

Efterår er en vindstille morgen og jeg ude i horisonten kan se mosekonebryg. Denne lave tåge, der breder sig ud over landskabet, giver sammen med solopgaven det smukkeste efterårsbillede. Et billede, der næsten luner mere end de nyindkøbte strikvanter.

Efterår er stearinlys, der bliver tændt. De står der på reolen og flakker blidt og kaster lange skygger op af væggen.

Efterår er at spille brætspil – gerne de gode gamle klassikere fra min egen barndom.

Efterår er udskæring af græskar, som bagefter stilles uden for døren med lys i. At få uhyggen vendt til hygge.

Efterår er, når det uldne tæppe igen findes frem og jeg kan krybe ned i sofaen med en god bog i hænderne eller den nyeste serie i TV.

Efterår er både nostalgi og forandring. Den hjemlige nostalgi og naturens forandring dag for dag.

Efterår er håb – når jeg ser en flænge af sol på en efterårshimmel. Eller som musikeren, sang- og salmeskriveren Arne Andreasen digter i sin sang med titlen ”Oktober”:

I det smukke efterår

ligger landet øde

solen strækker sig og står

op i morgenrøde

Som et tegn fra evighed

i et sprog der stråler ned

kommer du tilbage!

Publiceret 25 October 2020 06:00