Søren Frandsen (SF). Pressefoto

Søren Frandsen (SF). Pressefoto

Debat:

Den gode løsning for rottefælder og udlicitering

Søren Frandsen (SF) Byrådsmedlem, Favrskov Kommune

debat Jeg må desværre skuffe Peder Meyhoff i forhold til at skulle indtage en meget skarp, dogmatisk og ideologisk holdning for eller imod udlicitering. For mig handler det om den bedste opgaveløsning. Det vil nogle gange være bedst i privat regi. Andre gange i offentlig regi. En tredje løsning vil være en kombination.

Men det afhænger af, hvad der giver bedst mening i forhold til den opgave, der skal løses. Og det vil være klogt at forholde sig kritisk til det, da det kan ændre sig over tid.

Generelt er jeg mere tryg ved, at nære velfærds- og omsorgsopgaver løses i offentlig regi. Vedligeholdelse af Favrskov Spildevands rottefælder falder umiddelbart ikke ind under denne kategori.

Når valget falder på at udlicitere netop denne (type)opgave, så skyldes det, at den kræver begrænset viden om vores kloaksystemer, pumpestationer og renseanlæg. Der er ikke noget tab af viden og fleksibilitet – tværtimod. Det frigiver faktisk tid og ressourcer hos vores nøglemedarbejdere, der besidder knowhow og vital viden om vores systemer. De kan nu bruge deres kompetencer på mere krævende opgaver end at servicere rottefælder.

Det vil da være ærgerligt, vi ikke kan vælge den bedste løsning for borgere og medarbejdere grundet en berøringsangst over for det private.

Publiceret 29 October 2020 14:00