Rasmus Prehn (S), udviklingsminister (til venstre) og Daniel Toft Jakobsen (S), udviklingsordfører (til højre). I midten borgmester Nils Borring (S).

Rasmus Prehn (S), udviklingsminister (til venstre) og Daniel Toft Jakobsen (S), udviklingsordfører (til højre). I midten borgmester Nils Borring (S).

Debat:

Vi yder et solidarisk løft af Afrika

Af Rasmus Prehn (S), udviklingsminister og Daniel Toft Jakobsen (S), udviklingsordfører

COVID-19 rammer hårdt i hele verden, og selvom det ikke tyder på, at COVID-19 får så hårdt fat i Afrika, som frygtet, er konsekvenserne stadig enorme.

Afrika lukkede effektivt ned, da pandemien brød ud, men den effektive nedlukning har været hård ved de fattigste og mest sårbare. Derfor har regeringen indgået en bred aftale om en tredje COVID-19 hjælpepakke på 385 mio. kr. til Afrika. Med den nye hjælpepakke bidrager vi til at sikre mange års fremskridt i udviklingslandene, som risikerer at blive sat voldsomt tilbage. Pengene kommer fra en standby-milliard, som regeringen etablerede tilbage i marts, for at afbøde konsekvenserne af COVID-19 i udviklingslandene.

De første to hjælpepakker har i høj grad haft fokus på den akutte hjælp, men med den tredje hjælpepakke retter vi også blikket mod fremtiden. Vi skal sikre en grøn genstart. En grøn genstart der giver grønne job og uddannelser. Vi skal hjælpe børn og ikke mindst pigerne tilbage på skolebænkene. Og vi skal beskytte menneskerettigheder og understøtte de demokratiske processer.

Der er flere eksempler på, at forskellige lande under COVID-19 har brugt krisen til at indskrænke de lokale civilsamfunds råderum. Samtidig er helt grundlæggende rettigheder, som vi tager for givet i Danmark, også kommet yderligere under pres.

Det er fx ytringsfrihed, trosfrihed og arbejdstagerrettigheder.Erfaringer fra tidligere epidemier viser, at kriser oftest rammer piger og kvinder allerhårdest. Derfor intensiveres indsatsen for at sikre piger og kvinders sundhed og ret til selvbestemmelse over egen krop. Et ofte overset men helt konkret problem er røg i køkkenet.

Det er hvert år skyld i, at fire mio. afrikanere dør for tidligt. Røgen kommer fra bålet, der laves mad over. Skal røgen fjernes, skal bålet slukkes. Alternativet til bål er el, som er en mangelvare for næsten 550 mio. mennesker alene i Afrika. Det samme er rent vand. Adgang til rent vand og el er helt afgørende.Derfor vil vi sikre mere el og rent vand til udviklingslandene.

Vi er 5,8 mio. mennesker i Danmark. Det må være muligt at sikre rent vand og energi til lige så mange mennesker i Afrika. Det bliver ikke nemt, men vi er villige til at lægge hånden på kogepladen og sige, at det skal vi lykkes med.Afrika står med en enorm generation af unge kvinder og mænd, der ikke har et arbejde. Hvert år kommer der 12. mio. unge afrikanere ud på arbejdsmarkedet.

Før COVID19 var der kun 3 mio. job til dem. Det er der ikke meget fremtidshåb i. Samtidig er der paradoksalt nok stor efterspørgsel efter faglært arbejdskraft. De unge har desværre bare ikke de rette kompetencer. Derfor vil vi uddanne 10.000 flere faglærte i Afrika. Med 10.000 flere faglærte afrikanere kan vi ikke blot hjælpe unge mænd og kvinder til at komme i arbejde, men vi kan også inspirere andre nationer og virksomheder til at følge trop. Endvidere kan flere faglærte afrikanere bidrage til udrulningen af grønne energiløsninger på kontinentet. Som socialdemokrater føler vi en særlig forpligtelse til at udvise international solidaritet med verdens fattigste. Med disse indsatser yder vi et solidarisk løft af Afrika.

Og vigtigst, så forsøger vi at gå forrest og inspirere. Forsøger at være det lille rød-grønne tandhjul, der trækker de store tandhjul i den rigtige retning.

Publiceret 29 October 2020 13:00