Daniel Toft Jakobsen. Foto: PR

Daniel Toft Jakobsen. Foto: PR

Debat:

 En finanslov i coronaens, naturens og fællesskabets tegn

"Det er en finanslov i fællesskabets, klimaets og naturens tegn. Tak til Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet for at have bidraget med mange gode visioner og idéer og for at have gjort regeringens udspil endnu bedre i løbet af forhandlingerne."

Daniel Toft Jakobsen (S), folketingsmedlem og handicap- og udviklingsordfører

debat Vi befinder os midt i en kæmpe sundhedskrise. Coronaen og de mange restriktioner fylder – med god grund – det meste. Men også i en krise skal landet have en ny finanslov. Og takket være et godt samarbejde mellem regeringen og dens støttepartier er der lavet en fremragende aftale om finansloven for 2021.

En stor del af finansloven handler om at bringe Danmark trygt og sikkert gennem coronakrisen. Det skal ske på en måde, hvor vi passer godt på danskernes sundhed og samtidig holder hånden under erhvervsliv og arbejdspladser. Men finansloven handler faktisk også om en helt masse ting, som ikke – direkte i hvert fald – har noget med corona at gøre.

F.eks. får naturen et kæmpe løft. 13 nye naturnationalparker, knap 75.000 hektar urørt skov og en strategi for sikring af truede arter. Fremtidige generationer skal nemlig også kunne trække i gummistøvlerne og tage ud og opleve skovens mange vilde dyr og natur. Ifølge præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening er der tale om et ”kvantespring for naturbeskyttelsen i Danmark”. Vi tager i øvrigt også fat på fortidens miljøsynder og rydder op i generationsforureningerne.

Også velfærden bliver styrket med finansloven. Der kommer flere hænder i ældreplejen, vi fremrykker minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer og styrker ungdomsuddannelserne.

Som handicapordfører er jeg særligt glad for, at vi med finansloven tager skridt i retning af en bedre retssikkerhed på handicapområdet – bl.a. igennem en pulje til støtte af borgerrådgivere i kommunerne. Som udviklingsordfører glæder jeg mig selvsagt over de 100 mio. kr. ekstra i klimabistand til verdens fattigste. Og som østjyde er jeg rigtig godt tilfreds med, at både Den Gamle By og Gammel Estrup Herregårdsmuseum har fået videreført et statsligt tilskud, som ellers stod til at udløbe ved årets udgang.

Det er ikke alene en finanslov i coronaens tegn. Det er også en finanslov i fællesskabets, klimaets og naturens tegn. Tak til Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet for at have bidraget med mange gode visioner og idéer og for at have gjort regeringens udspil endnu bedre i løbet af forhandlingerne. 

Publiceret 17 December 2020 06:00