Arkivfoto: CSJ

Arkivfoto: CSJ

Debat:

Der er åbenbart længere fra Hinnerup til Hammel end omvendt

"Når man som borger i Hammel oplever retorik som 'vækstlokomotivet Hadsten/Hinnerup', eller at der åbenbart er længere fra Hinnerup til Hammel end den modsatte vej - så rammer det ind i en følelse af at blive glemt i de tre H'ers treenighed," skriver Zizi Maja Berger-Junge

Af Zizi Maja Berger-Junge, Gl. Voldbyvej 1, 8450 Hammel. Stifter af Samlingspartiet - Danmarks frie parti

Debat Da jeg som barn opvoksede i Hammel, lærte vi i skolen at Hammel var universets centrum. Lærerens forklaring var, at Hammel var centralt placeret mellem Viborg, Silkeborg, Randers, Århus og Skanderborg.

Senere har jeg som borger i Favrskov oplevet, at det ikke altid er tilfældet. Jeg har mere end en gang i mit politiske virke hørt om vækstlokomotivet Hadsten og Hinnerup - samt røster om, at det udelukkende skyldes demografi og geografi. Hver gang har jeg som borger i universets centrum undret mig en smule.

I virkeligheden tror jeg, at vi skal vækste hele kommunen og ikke lade nogle dele af kommunen trække andre dele. Kigger vi på nationalt plan, kan vi jo se, at den strategi har medført områder, der i folkemunde kaldes en rådden banan.

Peder Meyhoff (EL) skrev på Facebook-siden 'Den politiske side af Favrskov' 19. Februar følgende:

"Snart kan man blive vaccineret mod corona i Favrskov. Men hvorfor har kommunen valgt at det skal foregå i Hammel, når langt de flest bor i Søften-Hinnerup-Hadsten? Oven i købet er den kollektive trafik mellem Søften-Hinnerup og Hammel ikke-eksisterende (med mindre man vælger den dyrere flex-løsning). Objektivt set burde vaccinationen foregå i Hadsten; det er en by langt de fleste kan nå med almindelig kollektiv trafik."

Af kommentarerne at dømme kunne det læses, at det nærmest var umuligt at komme til Hammel med offentlig transport - ja lidt sat på spidsen - så kunne man næsten ikke komme længere mod vest.

Det fik mig til tasterne med en opfordring til Favrskov Vest-borgerne om at stemme lokalt og med øje for, at deres kandidat havde hjerte/øje for Hammel, Thorsø, Hvorslev og Ulstrup - ja i det hele taget Favrskov Vest. Det var naturligvis også sat på spidsen, men når man som borger i Hammel oplever retorik som vækstlokomotivet Hadsten/Hinnerup, eller at der åbenbart er længere fra Hinnerup til Hammel end den modsatte vej - så rammer det ind i en følelse af at blive glemt i de tre H'ers treenighed.

Jeg er ingenlunde interesseret i at forfordele et bestemt område i Favrskov frem for andre områder. For uanset om man bor i Hadbjerg, Søften, Vester Velling, Sall eller Laurbjerg skal man som skatteborger have oplevelsen af at bo i en kommune, der gerne vil skabe udvikling i hele kommunen.

Når jeg taler med borgere i Hammel - så oplever jeg desværre alt for tit, at det ikke er oplevelsen i Hammel. Det er muligt, at oplevelsen ikke er funderet på et reelt indhold, men så længe oplevelsen og følelsen er der, er der noget, vi ikke gør godt nok.

Så jeg håber inderligt på, at de gode mennesker, der kaster sig ind i kampen til KV21, reelt har hele kommunen for øje og ikke blot tænker øst som en del af et vækstlokomotiv, der skal trække resten af kommunen - lad os nu satse på hele kommunen.

Publiceret 24 February 2021 13:00