Debat: Økonomien hænger ikke sammen for trinbræt i Laurbjerg

Af Søren Frandsen, Vestervej 6, 8382 Hinnerup

Debat SF har ikke støttet yderligere (for)undersøgelser af Laurbjerg station.

Vi er i udgangspunkt ikke klogere på Laurbjerg station, end da vi indgik budgetaftalen. Tværtimod. Projektet skal dog gennemføres sammen med elektrificeringen af jernbanenettet, så vi tvinges til at handle nu.

SF løber ikke fra budgetaftalen - og SF støtter fortsat en station i Laurbjerg. Men begge dele forudsætter, at vi træffer en beslutning på et oplyst grundlag, hvor økonomien er i balance. Begge dele hænger i en meget tynd tråd.

Vi er ikke blevet klogere. Tværtimod har hvert svar udløst flere spørgsmål. Eksempelvis skal vi "købe" genåbningen igennem Banedanmark. Vi kan ikke selv stå for anlægsprojektet. Det var ellers et argument for, at det kunne blive billigere end Banedanmarks estimater.

Transportministeren har givet udtryk for, at en genåbning af Laurbjerg station kræver et politisk flertal i Folketinget (da Folketinget tidligere har vendt tommelfingeren nedad for en station i Laurbjerg). Tidligere var vurderingen, at så længe Arriva ville køre, så kunne vi genåbne.

Økonomien er fortsat helt uafklaret. Det eneste vi ved med sikkerhed er, at det bliver væsentlig dyrere end de 10 millioner kroner, vi har sat af i budgettet. Banedanmark har oplyst 16 millioner kroner i anlægsudgifter og 500.000 kroner i årlige driftsomkostninger. Efter 750.000 kroner til undersøgelser, så mangler der 7 millioner kroner i anlæg og 500.000 kroner i årlige driftsomkostninger.

SF kan ikke forsvare beslutningen set i lyset af de mange usikkerheder.

Vi har kernevelfærdsopgaver (handicap, psykiatri og specialområdet), der kæmper for at holde skindet på næsen. Pengene ville være bedre brugt der.

Publiceret 04 March 2021 06:00