Expedit i Ulstrup.

Expedit i Ulstrup. Arkivfoto

Debat: En gylden mulighed for Ulstrup

Af Thorbjørn Lager, på vegne af Ulstrup Lokalråd

debat Når de eksisterende fabriksbygninger rives ned på Expedit-grunden i Ulstrup til efteråret, står vi med spændende udviklingsmuligheder i Ulstrup midtby. Her står politikerne med en gylden mulighed for at give Ulstrup de helt rigtige vækstbetingelser. Sagen er nemlig den, at Favrskov Kommune har planer om at istandsætte de gamle kommunale bygninger i Hvorslev. Dette vil beløbe sig til 17 millioner i renovering.

I Ulstrup lokalråd ser vi imidlertid utroligt store muligheder i, at der i stedet opføres et helt nyt kommunalt byggeri på Expedit-grunden i Ulstrup. Ulstrup Lokalråd har et tæt og godt samarbejde med Favrskov Kommune, og et af vores primære samarbejdsområder er at skabe øget tilflytning og eksponering af den nordvestlige del af kommunen centreret omkring Gudenåen. Således skal lokalrådet bistå kommunen i markedsføringen af byen, blandt gennem filmproduktion og PR på de sociale medier. Etablering af kommunale arbejdspladser i Ulstrup midtby vil være en decideret gamechanger i forhold til disse ambitioner.

Ulstrup fik under kommunesammenlægningen cementeret sin position som hovedby sammen med Hadsten, Hinnerup og Hammel. I denne betegnelse mener vi, at der ligger et politisk ansvar for også at skabe kommunale arbejdspladser i Ulstrup!

Her er muligheden, og synergierne er mange: Gennem et nyt og byforskønnende byggeri kan der sikres klimavenligt og arbejdsmiljømæssigt tidssvarende byggeri. Der er god infrastruktur (togforbindelse), handlemuligheder og tillige en meget realistisk mulighed for, at medarbejdere vil vælge at bosætte sig i Ulstrup og omegn. Dette vil således bidrage til, at man bedre kan rekruttere og fastholde de dygtige medarbejdere.

De relativt få merudgifter et nyt byggeri i Ulstrup vil koste, (8-10 millioner) vil hurtigt tjene sig hjem i forhold til øget tilflytning, mere lokal handel og fastholdelse af arbejdspladser med mere. Samtidig vil en ny og moderne bygning i de første ti år kræve minimal vedligehold, og driften vil være markant lavere end den nuværende bygning i Hvorslev.

Vi vil fra lokalrådets perspektiv fastholde et fokus på denne sag og Ulstrups rolle som hovedby i Favrskov Kommune, og vi har indgivet et høringssvar til kommunen angående renoveringen af bygningerne i Hvorslev og udvikling af Expedit-grunden. Vi vil desuden indenfor nærmeste uge afdække den lokalpolitiske vilje til ovennævnte vision. Lars Storgaard har allerede taget stafetten og har foreslået det til budget, men vi har store og positive forventninger til, at også Flemming Nørgaard og Søren Gade vil indgå i en konstruktiv dialog omkring dette og bakke op.

Det er vigtigt for os i lokalrådet at pointere følgende. Vi er ikke ude på at tage noget fra Hvorslev, men indser at en stærk Ulstrup som hovedby er ekstremt vigtigt for hele den nordvestlige del af kommunen og dermed også vigtig for hele Favrskov Kommune. I lokalrådet stiller vi os naturligvis til rådighed for en videre udfoldelse og dialog omkring denne langsigtede strategi for Ulstrup.

Publiceret 26 March 2021 14:32