Kim Andersen fra Andersen Byggefirma i Søften har nu oprettet endnu et firma, Andersen Murerfirma, hvor fem murere er ansat. Foto Kian Johansen

Kim Andersen fra Andersen Byggefirma i Søften har nu oprettet endnu et firma, Andersen Murerfirma, hvor fem murere er ansat. Foto Kian Johansen

Andersen Byggefirma udvider

Byggefirmaet Andersen Byg fra Søften udvider med fem ansatte. Mantraet er kvalitet og stabilitet

Af
Af Kian Johansen

Det er ikke hverdagskost i disse såkaldte krisetider, at man hører om, at et lille byggefima på tre mand udvider med yderligere fem. Men det er tilfældet for Andersen Byggefirma i Søften.
Han har netop ansat fem murere i et fima, som han kalder Andersen Murerfima.
Det er faktisk de samme fem murere, der i et par år har muret bygmesterens huse rundt om i det østjyske, men indtil nu kun som underleverandører.

Satser på opgang igen

Men da ejeren af murerfirmaet EC Byg fra Vitten stod over for en personlig konkurs, så valgte Kim Andersen fra Andersen Byggefirma at sikre sig hans og de fire andre mureres arbejdskraft. Også selvom det på kort sigt kan give et underskud.
"Det her går måske i nul, når året er omme. Men ved at ansætte de fem, så sikrer jeg mig, at jeg stadig kan levere godt håndværk på de huse jeg bygger og desuden hjælper jeg min murermester lidt, det gør ham jo loyal over for mig," forklarer den 33-årige tømrer fra Søften.
"Det jeg egentlig køber, er jo knowhow, og så en garanti for godt håndværk."
Han understreger at jubelårene i byggeriet er forbi, nu starter de normale tilstande. Men der er stadig brug for nybyggede huse i god kvalitet.
"Den tid er forbi, hvor selv folk der ikke har forstand på forretning, kunne tjene penge på at bygge huse. I dag handler det lige så meget om forretningssans," mener tømreren, der er barnefødt i Holstebro.

Træhuse i begyndelsen

Han har i fem år drevet totalentreprise fra sit hjem på Elgårdsminde i Søften. Det hele begyndte egentlig, da han var ansat som tømrer i et firma, der byggede træhuse. I firmaets nedgangsperiode tog han fri og byggede et træhus til sig selv i Skødstrup og et til sin kollega fra firmaet.
Det fik ham i gang med at lave totalentrepriser, især da træhus-firmaet skrantede.
"Hvis træhusfirmaet eksisterede endnu, så var jeg nok stadig menig tømrer," forklarer Kim Andersen, der længe havde drømt om at være selvstændig. Det blev han med ét hug, da han bød på en masse byggegrunde i Brabrand og fik syv af dem. Den begyndelse kickstartede virksomheden, der i dag især bygger andres drømmehuse i totalentreprise. Det vil sige at Kim Andersen er den første husejeren ser inden huset planlægges og han er den, der afleverer nøglen til det færdige hus.
For tiden bygger han på huse i Skødstrup, Lystrup, Sabro og Elev.
Hans plan er stadig at bygge omtrent ti nye huse om året.
Og selvom han nu har ansat fem tømrere, er han ikke bange for fremtiden.
"Vi havde en omsætning på 25-30 millioner kroner i sidste regnskabsår og næste års regnskab vil også give overskud. Vi har stadig huse i ordrebogen og kunder der venter på at få solgt deres hus, inden de bygger, så det ser udemærket ud".

Publiceret 01 December 2008 09:11