Ingen personaleflugt i Favrskov Kommune

Læserbrev fra Per Schøler, Gruppeformand for Venstre i Favskov Byråd.

”Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta.” Dette citat bør være Inger Bach Skovgaards valgslogan. IBS har igen været ude med sit postulat om, at der er personaleflugt i Favrskov Kommune. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Det viser beregninger fra Det Fælleskommunale Løndatakontor over, hvor længe medarbejderne er i Favrskov Kommune. Notatet viser, at en medarbejder i gennemsnit er ansat i kommunen i ca. seks år, svarende til, at der er en udskiftning på 17 %. Også sammenlignet med andre kommuner, har Favrskov Kommune en lav udskiftning i medarbejderstaben, idet landsgennemsnittet er 17,9 %. I andre brancher er der en langt hurtigere udskiftning af personale. Eksempelvis er den gennemsnitlige udskiftning i det private erhvervsliv ca. 25 % Jeg ved, at IBS tidligere har fået oplyst, at der absolut intet alarmerende er over personaleudskiftningen i Favrskov Kommune. Derfor undrer det mig, at hun åbenlyst taler mod bedre vidende. Det, jeg møder og hører, er, at medarbejderne yder en flot og dygtig indsats for Favrskov Kommune. Det er også deres fortjeneste, at der er så meget, der er lykkedes, og at vi er kommet godt på vej i Favrskov. Det vil klæde Inger Bach Skovgaard, hvis hun forholder sig til fakta, og i stedet for at fortsætte sin negative kampagne mod Favrskov Kommune som arbejdsplads anerkender den store indsats som vores mange dygtige medarbejdere yder hver dag, til gavn for Favrskov Kommune og dermed os alle som borgere.

Publiceret 21 January 2009 12:51