Tiia Kotkas og Morten Musicus Pedersen kommer til Hammel på onsdag.

Tiia Kotkas og Morten Musicus Pedersen kommer til Hammel på onsdag.

Kaffekoncert på Hammel Neurocenter

Musik, teater og socialt engagement. Teater Astras kaffekoncert ”Lyst og Længsel” opføres onsdag på Hammel Neurocenter.

Teater Astras mål med kaffekoncerten er at give en livsbekræftende oplevelse til dem, der måske har allermest brug for at mærke livet. Som et friskt pust i den ofte travle og alvorsprægede hverdag, kommer Teater Astra til Hammel Neurocenter onsdag 20. januar.
Kaffekoncerten ”Lyst og Længsel” er en teatralsk koncert med viser og folkemelodier fra de nordiske lande. Sangene bliver fortolket af en kvindelig skuespiller og en mandlig musiker, som spiller sav, fløjte, trommer og guitar. Undervejs udfoldes historien om en primadonna, med en gylden fortid. Hun synger om sit magiske liv og længes efter fortidens gode stunder. I sin længsel lægger hun ikke mærke til det hun har lige ved hånden: Den forelskede og trofaste musiker, der altid er parat til at akkompagnere hende.
Ved kaffekoncerterne sidder publikum ved café borde og nyder en kop kaffe eller the under koncerten. Oplevelsen bliver dermed mindre formel og giver god anledning til en samtale for patienter/brugere, pårørende såvel som for personalet. I forhold til den alvor der ofte hersker på et hospital, hvor sygdom og død er en del af hverdagen, kan humor og livsglæde virke meget stærk. En kaffekoncert kan naturligvis ikke kurere nogen, men den kan give en livsbekræftende oplevelse for dem, der måske har allermest brug for at mærke livet.
Idémageren bag kaffekoncerten ”Lyst og Længsel” er den finske skuespiller, dramatiker og kunstneriske leder af Teater Astra, Tiia Kotkas, der før har huseret på hospitalsgangene med børneforestillingen ”Føline – En klovns følelsesliv”.
Forestillingen kan opleves på Hammel Neurocenter, onsdag den 20. januar kl. 14:00 og kl. 16:00

Om "Lyst og Længsel"

Medvirkende: Skuespiller: Tiia Kotkas Musiker: Morten Musicus Pedersen Instruktør: Katrine Faber Forestillingen er støttet af: Dansk Artist Forbund og Ole Kirks Fond

Publiceret 18 January 2010 09:53