DEBAT Vindmøller på landet

Knud Clausen, Stensvej 10, Mygind, 8544 Mørke

Jeg skriver fordi jeg på det sidste er blevet involveret i vindmøller, da der er planer om at opstille
3-6 stk 2mw møller på ca 130m højde, tæt ved hvor vi bor.
Nu er der nok flere som tænker at jeg er endnu en af dem som måske tænker grønt, men "bare de ikke skal stå i min baghave." Det er ikke helt rigtigt, jeg er en af dem som gerne undersøger, til bunds, hvad der påvirker mit liv og helbred.

Personligt har jeg haft en mølle i baghaven, ca 60 meter høj og ca 350 meter væk. Det var en konstant kilde til irritation, enten den konstante brummen eller den dum-dum-dum lyd som vingerne laver sammen med tårn og sokkel. Det var til alles glæde, ca 25 huse, da den blev taget ned.
Da vidste vi hvor dyrebar fred og ro er. Specielt ro til samtale da vi ikke skulle vende hovederne hele tiden, lige som når der kom nogen om hjørnet.
Jeg har i mange år været meget opmærksom på støj, jeg har Tinnitus på 20. år, så jeg tænkte straks jeg hørte om projektet, ååh nej, ikke igen.
Mine undersøgelser af støj fra møller har bragt mig vidt omkring, faktisk hele verden klager over støjen og hvad deraf følger.
2 overraskende konklusioner er; næsten alle der får fysiske gener af støjen bor inden for 2 km af møllerne og der bliver aldrig givet oplysninger om lavfrekvent støj fra producenter og energiselskaberne om hvordan den påvirker os.
Der er i forskerkredse bred enighed om hvordan vi bliver påvirket af den lavfrekvente støj fra møller. Personer som bor indenfor 2 km af møllerne, vil mange bla.a. opleve følgende symptomer:
Søvnforstyrrelser, hovedpine, Tinnitus, trykken for ørene, balanceproblemer, kvalme, synsforstyrrelser, øget hjerterytme, irritabilitet, panikanfald, koncentrations og hukommelsesbesvær.

De er alle symptomer som forskerne finder uafhængigt og over hele verden. Og det gælder ikke kun de store møller, alle møller udsender lavfrekvent støj. I Israel har lavfrekvent lyd været brugt til at sprede demonstrationer med, man har ikke lyst til at demonstrere når man er ved at kaste op el skide i bukserne! En lille fætter som flagermusen er også kendt for at dø af indre blødninger når de kommer for tæt på møller ( flagermusens operationsområde starter vist ved 1 hz !)
Jeg mener at det er på tide at vi sætter et stop for store møller, til vi anerkender problemerne med støjen. Så vil vi finde ud af at grænsen til nærmeste beboere bør være minimum flere kilometer.
Det betyder jo at der så reelt ikke er en plet på landkortet hvor vi kan sætte møller op. Jeg ved godt på havet er der jo fisk, skaldyr og andre som bliver påvirket, men vil vi i bund og grund sætte vores helbred i spil ved at fortsætte med møller tæt på mennesker ?
Jeg tror at Danmark har behov for at udvikle en ny strategi for vindmøller, det kan ikke være rigtigt at så mange skal komme til at lide under for støj og spolerede naturlandskaber. De kan samles i vindparker på havet men har vi så hav nok ?
Jeg håber mit indlæg til mølledebatten vil få folk op af stolene og tage kontrol over deres egen fremtid. Research, research, research.
Prøv at Google: effects of low frequency noise from 2mw windmills.

Publiceret 16 November 2010 14:18

Foredrag i Ø. Velling Forsamlingshus