Gert Jacobsen arbejder for at gøre det kommunale Voldum Centret til et friplejehjem.

Gert Jacobsen arbejder for at gøre det kommunale Voldum Centret til et friplejehjem.

Voldum Centret vil være Friplejehjem

Kommunen har fået et tilbud, som det er svært at sige nej til. Borgerne i Voldum vil gerne overtage det kommunale plejehjem

Af
Erling Baastrup

Voldum ”Vi har ikke nerver til, at plejehjemmet fremover skal være på de årlige spareplaner i kommunen,” lød det, da Lokalrådet i Voldum havde møde med byrådsmedlemmer.
En af arkitekterne bag en ny konstruktion, som et friplejehjem vil være, er Gert Jacobsen fra Lokalrådet. Og han ved godt, hvad det handler om. Han har siddet i samtlige bestyrelser i byen. Kæmpede for at få Voldum Hallen bygget. Knoklede for at få de sidste 600.000 kr. samlet sammen. Gik ind i byrådet for at se, at planerne nu også blev gennemført. Han blev så hængende i 12 år.

Udvidelse og livsindhold

Planerne indeholder 22 lejligheder mod de nuværende 10. Antal arbejdspladser bliver på 20 personer, hvor alle skal lave alt. Lokalrådet har arbejdet sammen med Danske Diakonhjem i Vejle, der administrerer i alt 50 plejehjem, bofællesskaber og hospicer. Desuden har man været på besøg på friplejehjemmet i Kleitrup, som er en by, der kan sammenlignes med Voldum. ”Loven fastsætter huslejen, men vores budgetter viser, at det ikke bliver dyrere at drive stedet, og kommunen kan slippe ud af Voldum Centret,” siger Gert Jacobsen. Han vil også gerne være med til at give bedre livsindhold til de kommende beboere. Og de skal naturligvis selv afgøre, om de skal have en snaps hver morgen.
Hvornår indflytningen kan finde sted? Ifølge den køreplan, som nu ligger hos kommunen, sker det i 2013.

Publiceret 22 November 2010 08:00

Foredrag i Ø. Velling Forsamlingshus