DEBAT Vindfeber...

Henrik Thomsen, Rigtrupvej 46, 8370 Hadsten

En feber går over landet for tiden. En feber, der smitter og splitter. Og det er ikke den årlige influenza a, b eller å.
Det er en besættelse blandt kommuner, som er faret hen over landet, landskabet og landsbyerne. Den kommer fra oven: Vindmøller må vi have – og det skal være nu! Og kommunerne griber den: Grønne skal vi være
og det er nu! Grønne, grønne, grønne... Vi skal være grønnere end grøn, grønnere end målene for 2020 og frem for alt grønnere end nabokommunen.

Og det er vi så.. Grønne altså... Vi leder med lys og lygte efter egnede steder, hvor vi kan plante umanerligt store, pænt hvidmalede (men altså grønne) kæmpemøller. Vi har ikke mange af disse steder på land i Danmark, men er de der, så skal de udnyttes til det sidste.
Og driftige mennesker griber det med kys-hånd, kaster sig ud i store projekter, der lover guld og grønne skove - til dem selv, og dem der lægger jord til. Feberen raser og gør os alle grønne, vi iklæder det fine ord som bæredygtighed og ansvarlighed og tager børnebørnene til indtægt for det hele - og pludselig er alle normale
regler hvordan man lever med industrielle områder sat ud af spillet i feberens hellige navn, det være sig afstande, støjgrænser og tider for hvornår støj må genereres.

Og alle glemmer i feberen at det faktisk gør noget ved landskabet at sætte industrielle skyskrabere op på den danske flade. At det der en gang var bakker nu skal reduceres til små blobs, der ligger såret hen under foden af den nye grønnebevægelses status-symboler, kæmpevindmøllerne.
Og alle glemmer at det faktisk gør noget ved de mennesker, der skal leve ved siden af giganterne, det gør noget ved den oplevelse der er grunden til at de bor hvor de bor, det gør fysisk noget ved dem at skulle leve med hørbar og ikke hørbar støj – og ikke at forglemme, at det gør ikke så lidt ved deres økonomi.

Og hver gang feberen slår ned et sted kommer dens værste sider frem, nemlig splittelsen. Hvad enten vi taler om Hald eller Borum eller Tåsinge, så er det splittede landsbysamfund der er tilbage, uanset om møllerne ender med at stå der eller ej.
Splittelsen mellem dem, der bare vil ud over stepperne, koste hvad det nu må koste, og dem der nok ser vindfeberens gode sider, men også skal leve med deres dårlige sider – og som også godt vil have lov til forholde sig kritisk til hvordan feberen udmynter sig. Ingen steder står tilbage uden ar, når først feberen har raset.

Nu er det så landsbyerne i Favrskovs tur.

Er det ikke på tide at erkende, at det er kæmpe industri-anlæg, vi her taler om? Og at de skal behandles som sådanne? Tag tiden, kære politikere og lad os få det kigget ordentligt efter – der er en grund til at lande vi sammenligner os med har næsten dobbelt så lange distancer for nærhed til møller.
Der skal altså ikke sættes mere end 3 mW op pr. kommune ifølge aftalen mellem kommunerne og staten, det er én stor mølle, eller 3 små pr. kommune.
Er det ikke på tide at slå feberen hen hvor den hører til, nemlig ude på det hav vi har så meget af, så vi kan nøjes med at se feberens gode sider? Inden vi skyller barnet ud med badevandet og gør det landskab vi alle skal leve grønt i tili ndustri-kvarterer?
Og glem ikke, at der er andre alternativer, mest oplagt på bioområdet, som kan tilfredsstille feberen, hvis bare man kan komme ud af de værste febervildelser og give sig selv tiden - vi taler 2030-2040 mål her. Mange af disse muligheder ligger rigtigt godt til Favrskov, som landbrugskommune.
Det kan godt lade sig gøre at nå både målene og på samme tid holde freden, og bevare landet.

Publiceret 03 January 2011 07:00