Hvorfor overser Favrskov Kommune borgerne i Mygind?

Af Journalist Lis Kildegaard, Smedebakken 25 - Mygind - Mørke:

"Kære byråd i Favrskov Kommune.
Debatten om mega-vindmøllernes placering i det naturskønne område ved Mygind Skov raser i medierne.
Jeg bor i Mygind (Syddjurs Kommune), og jeg undrer mig meget over sammen med  andre beboere, at vi ikke har hørt et eneste ord fra Favrskov Kommune om eventuel placering af mega-vindmøller mindre 1 km fra Mygind.

Der har været informationsmøde i Sløjfen i Hadsten for Favrskovs borgere. Flere Mygind-borgere så tilfældigt et opslag om mødet hos købmanden i Voldum.
Og siden har mange borgere i Mygind fået en kort  bekræftelse på, at Favrskov Kommune har modtaget vores indsigelser mod de mange mega-vindmøllerne.
Desuden har vi fået farvestrålende information via postvæsnet  fra vindmøllefirmaet, som ønsker at opstille vindmøllerne – og som naturligt nok er meget positive for de store vindmøller
Syddjurs Kommune ringede til  Favrskov Kommune kort før informationsmødet i Hadsten, da rygtet kom over på den anden side af kommunegrænsen: at Favrskov Kommune havde planer om at opstille 7 stk. 140  meter høje vindmøllerne lige op ad kommunegrænsen (Rosenholm Å) og Mygind. Og svaret fra Favrskov  var, at man  længere fremme i processen vil holde rådhuset i Ebeltoft underrettet. Senere på informationsmødet i Hadsten lød det fra formanden for Teknik og Miljø, at der var en god kontakt til Syddjurs Kommune.
Men vi Mygindborgere har officielt stadig  ikke hørt noget som helst  om mega-vindmøllerne. !
Findes der regler/lovgivning om information ang. opstilling af industrianlæg lige op ad kommunegrænse, hvor der  er en by(er), som bliver påvirket på den anden side af grænsen:  i dette tilfælde af mega-vindmøllerne ?
Jeg synes såmænd , at det vil være ordentlig at informere os, når vi bor så tæt på: det påvirker jo os lige så meget, som beboerne i Rigtrup/Voldum – selvom vi bor i en anden kommune.
Bedste hilsner og håb om større åbenhed fra nabokommunen, når planerne er så tætte på os.
Venlig hilsen Lis Kildegaard
Ps. Måske har I også set videoerne på www.mega-nej.dk  og derfor forstået, hvorfor vi lige  på den anden side af kommunegrænsen er bekymrede?
Pss. Er det rigtigt forstået, at Favrskov Kommune selv har gjort indsigelse til Randers Kommune, da Randers planlægger at opstille mega-vindmøller tæt op ad naturskønt område ved Favrskovs kommunegrænse?!"
 

Publiceret 11 January 2011 19:56