Der har været rundkørsel på torvet før. Skiltet til Aarhus er stavet rigtigt – nu igen.

Der har været rundkørsel på torvet før. Skiltet til Aarhus er stavet rigtigt – nu igen.

Liv i De Lokale Rødder

En idé, der opstod, da Skjoldelev Forsamlingshus i 2009 fyldte 100 år, har vist sig at være en stor succes. Rødderne vendte hjem for en stund

Af
Erling Baastrup

historien 40 ældre Skjoldelevbeboere, nuværende og tidligere mødte spændt op i Skjoldelev Forsamlingshus søndag 9. Januar for at gense gamle klassekammerater, naboer, kærester, eller bare for at se den gamle gymnastiksal igen.

Op til 90 år

Flere fortalte, at de havde haft en del kriller i maven af bare spænding og havde glædet sig rigtig meget. Alderspræsidenterne var lige omkring de 90 og de yngste midt i 50'erne. Der var rigtig mange glade gensyn og kram. Det havde også været det store samtaleemne i familierne henover jul og nytår, og rygtet om begivenheden havde spredt sig som en løbeild.
Frode Jensen og Arne Olesen fik ideen i 2009 ved Forsamlingshusets 100 års jubilæum. De ville gerne have beskrevet Skjoldelevs historie i nyere tid fra 1920 og op til i dag og meget gerne krydret med hverdagsbeskrivelser/røverhistorier.

Fra mødet om fortiden i Skjoldelev. Alder fra 50 til 90 år.

Fra mødet om fortiden i Skjoldelev. Alder fra 50 til 90 år.

Der må scannes

Snakken gik hurtigt lystigt godt hjulpet på vej med et lille udvalg af gamle billeder og beskrivelser, som arrangørerne havde med, og ikke mindst over de guldkorn af billeder som mange af De Lokale Rødder havde medbragt.
Den til dagen oprettede edb afdeling arbejdede på højtryk med at scanne billeder ind og få dem gemt på computeren til senere brug på Skjoldelev.dk og overdragelse til Lokalhistorisk afdeling i Inside i Hammel.

Brugsforeningen ca. 1900.

Brugsforeningen ca. 1900.

Arbejder videre

Planen var at starte nogle studiegrupper, som kunne arbejde videre. En studiegruppe blev dannet allerede på dagen. Det var omkring Markusminde. Andre sammensættes ud fra de ønsker, der blev afleveret.
”Ingen tvivl om, at vi vil få beskrevet Skjoldelev og Markusmindes historie de sidste 100 år. Alene navnet Markusminde, hvor stammer det fra? For alle de tilstedeværende erindrede ikke, at det var et officielt navn dengang for længe siden. Da hed området Skjoldelev mark eller Lading hede/mark. Jeg ved ikke om det blev opklaret, men mon ikke vi finder ud af, hvornår området fik sit navn, og hvorfor det blev Markusminde,” fortæller Landsbyrådsrepræsentant Jytte Bording Nielsen.

Publiceret 12 January 2011 09:30