Ellen-Margrethe Jacobsen er ny kampagneleder i Hadsten.

Ellen-Margrethe Jacobsen er ny kampagneleder i Hadsten.

Ny kampagneleder til Kræftens Bekæmpelse i Hadsten

Den første udfordring er at skaffe indsamlere til 3. april

Af
Erling Baastrup

Til at forestå aktiviteterne i Hadsten-området omkring den store landsindsamling, som Kræftens Bekæmpelse gennemfører søndag 3. april, er Ellen-Margrethe Jacobsen tiltrådt som kampagneleder.
Ellen-Margrethe Jacobsen afløser Mona Tahhan, som går på barselsorlov.
”Jeg har lyst og energi til at gi' en hånd med for det gode formåls skyld,” udtaler Ellen-Margrethe Jacobsen og fortsætter: ”Efter 40 års virke som sygeplejerske har kræft været en del af min dagligdag på jobbet, og jeg har altid beundret Kræftens Bekæmpelse for det store og uegennyttige arbejde, som foreningen yder. Utallige kræftpatienter og pårørende får uvurderlig hjælp og støtte gennem foreningens mange tilbud.”
En af de store udfordringer bliver at rekruttere indsamlere til indsamlingen den 3. april i Hadsten-området:
”Vi har allerede søsat dette rekrutteringsarbejde, som kulminerer med en større hvervekampagne i en 3-ugers kampagneperiode op til indsamlingen. Men vi er selvfølgelig allerede nu meget interesserede i at høre fra frivillige ildsjæle, der har tid, lyst og energi til at bruge nogle få timer denne ene søndag i deres nærområde på at gå rundt og samle ind til det gode formål,” slutter Ellen-Margrethe Jacobsen.
Tilmelding som indsamler kan ske til: www.indsamling.dk

Publiceret 22 January 2011 08:00