ERHVERVSPANEL Arbejder dit firma med social ansvarlighed og hvorfor?

Linda Callesen, Hammel. Senior Coach og systemisk konsulent i GeysaDynamic:
"Man kan definere socialt ansvar på flere måder, her er to eksempler på hvad det kan være. Social ansvarlighed er bl.a. at sikre et psykisk sundt arbejde i hverdagen. Understøttelse af arbejdsgange og udvikling i personalegrupper. Vi samarbejder i netværk om social ansvarlighed i større virksomheder og understøtter også processer i virksomheder, så det sociale ansvar bliver til handlinger fremfor ord i virksomhedsbeskrivelsen. Derudover yder vi også et inkluderende socialt ansvar på vores kontor, hvor vi har en gratis kontorplads stillet til rådighed for et menneske, der har brug for at komme i gang igen efter diagnose eller stress sygdom. Det sociale ansvar handler også om at tage ansvar for trivsel og nogen gange yde før man kan sige hvad man skal nyde efterfølgende."

Janet Friang, forhandler af LALO:
"LACARLA er en butik der handler med kvalitetstøj og tilbehør - og netop hvad angår produkterne i butikken, så prøver vi at være socialt ansvarlige ved at spørge ind til hvad det er vi køber mht. hvordan det er produceret, hvor det er produceret og om leverandøren kender til produktionsstedet og vilkårene dér.
Med vilje vælges de billigste leverandører fra, fordi vi ved, at kvalitet hænger sammen med prisen – og hvis vi derudover også vil have fokus på at der er social ansvarlighed, så koster det altså. Og vi betaler med glæde! Hvis en vare er alt for billig, så tror vi simpelthen ikke på, at det er muligt at betale alle "led i kæden" en ordentlig og fair pris og så har vi slet ikke lyst til at sælge varen i butikken."


Lasse Christensen, Hadsten. Statsaut. Ejendomsmægler & Valuar, John Frandsen A/S:

"Som en naturlig del af at drive en moderne virksomhed er det naturligvis vigtigt at man udviser en social ansvarlighed overfor sine medarbejdere og omgivelser. For at kunne skabe de bedste resultater hos medarbejdere, er vigtigt at medarbejderne føler tryghed og ved at virksomheden er fleksibel, såfremt der måtte opstå problemer som fx sygdom eller andre personlige problemer."

Publiceret 26 January 2011 10:00