Advokat Niels Søndergaard med den nye hjertestarter.

Advokat Niels Søndergaard med den nye hjertestarter.

Hjertestarterne i Hinnerup fordoblet

Før havde Hinnerup én registreret hjertestarter. Nu har byen to

Af
Erling Baastrup

Hos advokat Niels Søndergaard, Ret & Råd, på Storegade nr. 6 i Hinnerup, befinder der sig nu en hjertestarter. Der bliver sat skilte op, så man kan finde frem til den. Men kun i advokatkontorets åbningstid.

Husk registrering

”Det er jo en slags omvendt Lottoseddel. Man håber jo ikke, den kommer i brug,” siger Niels Søndergaard, der har undret sig over, at der indtil nu ikke har været en eneste hjertestarter i Hinnerup midtby.
”Den eneste, der var registreret, befinder sig i Hinnerup-Badet,” siger advokaten og tilføjer, at hvis der er flere, så bør man se at få dem registreret. Det betyder nemlig, at alarmcentralen kan bruge at henvise til dem. Det kan redde liv.

Husk hjertemassage

Hele personalet på advokatkontoret har været på kursus, så de nu kan bruge hjertestarteren, der ved hjælp af en stemme forklarer, hvad man skal gøre.
”Hvis man er i tvivl om, at der er tale om et hjertestop, skal man reagere, som om det er tilfældet. Hjertestarteren afgør selv, om det faktisk er et hjertestop eller ej. Men det er vigtigt, at brugen kombineres med hjertemassage allerede mens man henter hjertestarteren,” fortæller Niels Søndergaard.

Publiceret 02 February 2011 11:03