DEBAT DF lader ikke de ældre i stikken

Af
Jette Plesner Dali

folketingskandidat (DF)

I det ganske land er medierne svømmet over med nyheden om, at Thyra Frank, leder af plejehjemmet "Lotte" på Frederiksberg, bliver folketingskandidat for Liberal Alliance. Partileder Anders Samuelsen siger, at LA vil "gøre op med regeltyranniet, og her kan jeg ikke tænke på noget bedre end Thyra til at sikre en solid og menneskelig socialpolitik med fokus på personlig frihed og tillid."

I Dansk Folkeparti kan vi kun være enige. Faktisk mener jeg, at det ville være rigtig fint, om den respekt og frihed, som Thyra Frank taler om, gjaldt for alle ældre, som er omfattet af hjemmeplejen.

Vel er det skønt for beboerne på "Lotte", at de må ryge, som de vil, drikke rødvin til maden og tage på ferie. Man skal bare lige huske på, at Thyra Frank kan sige nej tak til meget tunge, plejekrævende ældre.

I Dansk Folkeparti ønsker vi, at den samme form for livskvalitet og menneskelighed, som Liberal Alliance taler om, også skal gælde for alle de ældre, som har brug for mere pleje. Og det er lige præcis grunden til, at vi afviser regeringens forslag om tvangsfjernelse af den kommunale hjemmehjælper, som de ældre kender og er trygge ved. DF lader ikke de ældre i stikken.

Publiceret 20 February 2011 10:38