Voldby vil godt vokse
Borgerne i Voldby tog godt imod forslag til byens fysiske udvikling
Omkring 60 deltagere var mødt frem, da Favrskov Kommune i aftes præsenterede oplægget til en ny lokalplan for landsbyen.
Ikke overraskende kom det mest til at dreje sig om byggeri og restriktioner.
Her handler det både om bykernen og et nyt område i landsbyens nordøstlige hjørne.
Planen indeholder ret skrappe krav til nybygning – udfyldning - i bykernen, idet der skal tages hensyn til den byggestil, der i forvejen er fremherskende. Det gælder materialer, men også om dimensioner og placering. Det sidste indeholder f.eks. en klausul om, at afstanden mellem hus og vej max er på tre meter. Det betyder jo, at der kun kan være en meget beskeden forhave eller slet ingen.
Plads til drømmehuset?
Denne respekt for det historiske og arkitektoniske var der kun ros til overs for.
Det gjaldt så ikke helt det nye område, hvor der vil kunne placeres op til 17 huse. Her vil man nemlig holde nogenlunde samme restriktioner for helhedens skyld.
Selv om Vivi Maagaard, der forelagde planerne, viste, at der selv med de foreslåede bestemmelser var mange muligheder for varieret byggeri, var flere af mødedeltagerne ikke tilfredse: ”Hvis man vil bygge sit drømmehus, og det ikke kan passes ind, så må man jo droppe det,” lød det eksempelvis fra Finn Graugaard, og han stod ikke alene om sin skepsis over for restriktionerne.
Trafikken på Hovvej
”Placering af huse på den nordlige side af vejen i det nye giver dem ingen plads til forhave. De må så sidde og grille mod nord,” konstaterede Niels Flade.
Og så var der stor enighed om, at den elendige trafikale situation, der i øjeblikket er på Voldby Hovvej, vil blive kraftig forværret med biler fra endnu 17 huse.
Men generelt var stemningen for planen god. ”Vi er vist alle sammen enige om, at der må ske noget,” lød en generel kommentar. Birgit Mikkelsen udtrykte det således: ”Det vil give byen et løft. Vi skal ikke kun trække nye til, men også fastholde dem, der nu bor i Voldby og vil have en anden type hus.”
Strømkasser skæmmer
Tilfredsheden med planen var til at mærke. Men enigheden var endnu mere udtalt, da man under ”Aktuelt i Voldby” strejfede emnet: ”Installationer i det offentlige rum”. Når man gør meget for at få sin by til at tage sig pæn ud, så skal der ikke stilles store, grimme og kedelige ”strømtavler” op rundt omkring. Man skal da ikke skæmme Voldby med så ugennemtænkte løsninger. Det lød som om det godt kunne blive en ommer!
Publiceret 23 February 2011 12:31