Ejner Nielsen (tv) og læremesteren Svend-Aage Holmberg kommer vidt omkring på nettet. Her er de dog landet midt i de lokale nyheder fra Lokalavisen.dk. Men den side er også vigtig at kende. Foto: Michael Wulff Hansen

Ejner Nielsen (tv) og læremesteren Svend-Aage Holmberg kommer vidt omkring på nettet. Her er de dog landet midt i de lokale nyheder fra Lokalavisen.dk. Men den side er også vigtig at kende. Foto: Michael Wulff Hansen

75-årig surfer ud på nettet i fin stil

Ejner Nielsen fra Hinnerup har besluttet at lære computerens glæder og trængsler at kende

"Jeg kommer i banken dagligt, det bruger jeg nettet mest til lige nu," siger Ejner Nielsen fra Hinnerup, der for blot en måneds tid siden fik sin første computer. Og endda en bærbar af slagsen.
Den 75-årige forhenværende trykker på Jyllands-Posten har aldrig før brugt en computer. Men da en stemme i fjernsynet fornylig forudsagde, at vi i 2015 vil have det papirløse samfund, tænkte Ejner Nielsen, at det måtte han og hustruen gøre noget ved.

Ejner Nielsen fik også tid til en skattejagt, som han her sidder med diplomet på. Så helt papirløst er samfundet ikke blevet - endnu. Foto: Michael Wulff Hansen

Ejner Nielsen fik også tid til en skattejagt, som han her sidder med diplomet på. Så helt papirløst er samfundet ikke blevet - endnu. Foto: Michael Wulff Hansen

Første lektion

Derfor sidder Ejner Nielsen denne fredag formiddag på Hinneruplund sammen med webmaster i Ældresagen, Hinnerup, Svend-Aage Holmberg til sin første lektion nogensinde.
"Jeg har aldrig rørt ved en computer, før jeg fik den bærbare. Jeg arbejdede frem til midten af 1990'erne, og der brugte vi ikke computer. Jo, nogen gjorde vist, men ikke mig."
Ejner Nielsen har dog på egen hånd fundet ud af at logge ind i netbanken, så han nu kan se, hvordan det står til midlerne.
"Og det er jeg rigtig glad for, selvom der ikke er så meget at kigge på," ler han.
Hustruen Gerda Nielsen er ikke med denne dag.
"Nej, vi skal snart på ferie, så hun har travlt derhjemme."

Husk at læse teksten

Det sværeste er tasterne, mener han. At få det frem, som man gerne vil have frem.
"Man skal lige huske at læse, hvad der står på skærmen. Men man kommer nogen gange til for hurtigt at spinge over, og så kommer man jo ingen vegne."
"Men når min kone får det lært, så er vi to, der kan hjælpe hinanden. Så bliver det lettere," forudser Ejner Nielsen.
I dag er det webmaster Svend-Aage Holmberg, Ældresagen, som er bisidder i det lille computerrum på Hinneruplund.
"Det er hyggeligt at undervise, og jeg har kun to maskiner at holde øje med. Jeg føler, at man er med til at fylde et lille hul ud. Sidste år hjalp jeg en fem-seks stykker med at få Nem-ID. Det var jo moderne dengang," siger Svend-Aage Holmberg, der kun i et enkelt tlfælde er stødt på en kursist, som opgav.
"De fleste finder hurtigt ud af det," siger eksperten.

Publiceret 07 October 2011 15:30