DEBAT:

Skal “Bamsefar” kvæles med gratis shelters

Af Torben Gorm Larsen Hagenstrupparken 9 8860 Ulstrup

Hvis det står til troende, hvad vi kunne læse i avisen for et par uger siden, så har man planer om, i forbindelse med renoveringen af Dannebrogpladsen i Ulstrup, at opsætte tre shelters på området, som kanofolket frit kan benytte helt gratis.

Så er det jeg spørger mig selv, om det udelukkende er kanofolket, der vil benytte sig af det gratis tilbud. Jeg er sikker på, at alle andre turister, der gerne vil spare overnatningsgebyret på Bamsebo, vil benytte tilbudet. Det gør sig især gældende, når der bliver etableret en ny toiletbygning med mulighed for at få et gratis bad.
Jeg har ikke noget imod nye tiltag, der skaber liv i bybilledet, da det ikke er nogen hemmelighed, at Ulstrup inden for de sidste 5 – 10 år er sygnet noget hen. Forretninger er lukket, og det samme gælder en del af de få arbejdspladser, der har været, så der er ingen tvivl om, at turismen er en af de løsninger, som vi helst skal have glæde af i det omfang området kan bære.
Men jeg har det ikke godt med, at der skal bruges kommunale kroner til formål, der skaber en unfair konkurrence over for vores lokale campingplads, hvis den bliver udkonkurreret, så vil turismen blive slået fem slag tilbage. Jeg er overbevist om, at campingpladsen skal være en af grundstenene i opbygning af mere turisme til området.
På trods af, at det ikke er tilladt, er det jo heller ingen hemmelighed, at Dannebrogpladsen allerede nu i sommermånederne bliver brugt af teltligere.
Hvor mange overnatninger, campingpladsen mister, når de tre shelters bliver opført samt de ulovlige teltliggere, der uvilkårligt vil finde sted, når ovenstående bliver en realitet, er svært at sætte tal på, men campingrådet mener, at det er ca. 50 procent, så med en samlet volumen på 18 personer i de tre shelters, vil det betyde et tab for campingpladsen på et sted mellem 80.000 til 100.000 kr. bare i juli og august. Dertil skal lægges de mange, der især i weekenderne, vil benytte sig af det gratis tilbud i resten af sommerhalvåret!
Det stritter også i hver sin retning, når man i løbet af 2016, får det sidste stykke af trækstien gjort færdig, så man kan gå tørskoet helt ud til Bamsebo – et projekt, der netop skulle være med til at forbinde byen i øst mod vest med campingpladsen som mål. Et projekt, der gør det nemmere for folk, der lander på Dannebrogpladsen og gerne vil benytte Bamsebo til en overnatning.
Det er mit håb med ovenstående, at man tænker sig rigtig godt om og ikke kvæler grundstenen til mere turisme i Ulstrup. Hvis man gør det, så er det endegyldigt slut med campingplads i vores område – med for lav en omsætning er pladsen usælgelig, og kommunen vil miste de skattekroner, som “bamsefamilien” og de ansatte lægger i kommunekassen!
Jeg vil forelå, at man i stedet for at bygge shelters, opfører en 6 eller 8 kantet pavillon med lukkede sider mod vest, og i tilknytning til denne laver en bål- og grillplads. Dette vil komme såvel kanofolket som lokale borger, der vil nyde en dag ved åen, til gode!

Publiceret 08 January 2016 09:00