Byrådsmedlem og tidligere borgmester i Favrskov Anders G. Christensen (V) mener at tonen og symbolpolitikken har taget overhånd i udlændingedebatten. Arkivfoto Michael Wulff

Byrådsmedlem og tidligere borgmester i Favrskov Anders G. Christensen (V) mener at tonen og symbolpolitikken har taget overhånd i udlændingedebatten. Arkivfoto Michael Wulff

Eks-borgmester taler imod udlændinge-tonen

Anders G. Christensen beder sammen med ni andre Venstre-politikere om kammertonen

“Lad os få ordentligheden tilbage,” Sådan lyder det fra ti Venstre-folk fra hele Danmark i et indlæg om Venstre-toppens flygtningepolitik, bragt på B.dk natten til onsdag.
Medunderskriver er den tidligere borgmester i Favrskov og nuværende byrådsmedlem, Anders G. Christensen (V).
“Den højredrejning der generelt er sket i Folketinget det sidste halve år, og ikke mindst regeringens forsøg på at please det parlamentariske flertal, er en forkert udvikling,“ mener Anders G. Christensen.
“Vi taler ikke imod udlændingepolitikken. Det er tonen, og det at det er kammet over i symbolpolitik, såsom fratagning af vielsesringe, grænsekontrol og annoncer i mellemøstlige aviser.”
“Vi er selvfølgelig godt bevidste om, at vores budskab ikke er populært i toppen. Men vi skal have stoppet det værdiskred, som er ved at føre Danmark væk fra almindelig medmenneskelighed.”

Det stille bagland taler

I indlægget i Berlingske lyder det blandt andet:
“Som en del af Venstres stille bagland er vi overbevist om, at ordentligheden og den sunde fornuft stadig er en væsentlig værdi for liberale. Den hårde kolde tone i den værdipolitiske debat er ikke sund. Politikerne er rollemodeller for tonen og ordentligheden i samfundet – og derfor ønsker vi ordentligheden tilbage.”
Senere i indlægget lyder det:
“Der bør arbejdes hårdt for at skabe en fælles EU-løsning i stedet for at skændes med den svenske regering.”
“Flygtningepolitikken kommer til at fylde en del de kommende år og vi kommer også til at finde flere penge til flygtninge i Favrskov de kommende år, men derfor kan tonen nationalt godt være ordentlig, selvom vi alle presses på pengepungen og værdierne” mener Anders G. Christensen.
Debatindlæg af ti Venstre-folk
Debatindlægget “Lad os få ordentligheden tilbage,” er skrevet af: Leif Krarup, Grindsted, næstformand for V i Syddanmark. Per Paludan Hansen, formand for V Frederiksberg. Merete Due Paarup, Kolding, byrådsmedlem. Thomas Bjerrum Rosenstand, kredsformand V, Esbjerg omegn. Christian Lund Jepsen, Esbjerg, fhv. MF. Tobias Jørgensen, Kolding, byrådsmedlem. Karl-Åge Hornshøj Poulsen, Høng, byrådsmedlem. Nikolaj Lindholm, formand for V, Christiansfeld. Anders G. Christensen, Favrskov, byrådsmedlem, og Inge Dorte Mandrup, formand for Venstre i Norddjurs.

Publiceret 14 January 2016 08:00