Selvledelse og energi

Af Michael Jensen, Hadsten. Direktør i Colea Consult Jeg faldt i min juleferie over en sjov lille artikel om Steve Jobs, som jeg gerne vil gengive pointen af her. Steve Jobs er elsket af mange og sikkert hadet af endnu flere, men det, de fleste ikke ved og ikke lægger mærke til er, at Steve Jobs altid bar det samme enkle sæt tøj. Det gjorde han fordi han mente, at selv de mindste beslutninger, såsom hvad vi skal have på af tøj, bruger mental kapacitet, som kan bruges bedre andre steder. Jeg tror han har ret og tænker, at det også er derfor vaner har deres berettigelse, de sparer os også for at skulle bruge en masse mental energi. Derfor kunne det også være en god øvelse i selvledelse at overveje følgende: 1. Hvordan forenkler jeg mit eget tøjvalg og andre dagligdags valg? 2. Hvilke rutiner bør jeg fastlægge i løbet af min arbejdsdag og i min fritid? 3. Hvilke rutiner er så energidrænende, at jeg bør lægge dem på hylden eller omstrukturere, så de bliver mindre energidrænende? 4. Hvad bør jeg bruge mere tid på? 5. Hvad bør jeg bruge mindre tid på? 6. Hvordan forenkler jeg min dag, så jeg får mere overskud til de vigtigste ting? 7. Hvordan bør jeg tilrettelægge min døgnrytme, så min energi bruges de steder, hvor den har størst effekt? 8. Hvordan skal jeg sammensætte min kost, så den påvirker mit energiniveau positivt? Overvej disse og beslægtede spørgsmål og du vil hurtigt blive bekræftet i, hvor vigtigt det er er være opmærksom på, hvordan og hvor vi bruger vores energi ”Det sværeste i livet er at vide, hvilke broer man skal krydse, og hvilke man skal brænde” David Ogilvy

Publiceret 15 January 2016 09:30