Børge Just blev som helt ung fascineret af vine fra det spanske vindistrikt Rioja. Nu bliver han som den første dansker officiel ambassadør for området. Fremsendt foto

Børge Just blev som helt ung fascineret af vine fra det spanske vindistrikt Rioja. Nu bliver han som den første dansker officiel ambassadør for området. Fremsendt foto

Vin:

Ambassadør for yndlingsdistriktet

I over 30 år har Børge Just været fan af vine fra Rioja. Nu bliver han som første dansker certificeret ambassadør for området.

Af
FRITID Af Christina Brorson

I 70'erne var Danmark den største aftager af vine fra det spanske distrikt Rioja. Men meget har ændret sig siden da. Oversøiske vine fra eksempelvis Sydamerika og Australien har i mange år virket mere nye og spændende, og i dag skal man være heldig, hvis man finder mere end én Rioja-vin på hylderne i diverse supermarkeder. Det er en skam, mener Børge Just, indehaver af “Just Rioja Wine” i Ulstrup og erfaren vinkender.
Han er i øjeblikket i gang med et forløb, der gerne i efteråret skulle ende med at gøre ham til certificeret ambassadør for Rioja-distriktet - en titel, han bliver den første dansker til at besidde.
“I øjeblikket findes der på verdensplan 24 ambassadører for Rioja, og det er store navne i vinverdenen - kendte sommeliers og skribenter, så jeg er meget beæret over at være blevet godkendt til kurset,” fortæller Børge Just.

Solgt til Rioja

I 2015 startede han sammen med sin hustru Just Rioja Wine, der importerer vine og andre delikatesser fra det spanske distrikt. Men forud er gået mere end tre årtier med fokus på god vin. Selvom Børge Just kommer fra et hjem, hvor der ikke var råd til at sætte vin på bordet, fik god vin nemlig tidligt hans store interesse.
“Da jeg som 19-årig flyttede hjemmefra, kom jeg ind i kredse, hvor man som en naturlig del af det sociale liv drak vin. Min svigerfamilie kunne også lide god vin, og jeg begyndte at sætte pris på vin til maden i stedet for øl, som dengang var det almindelige,” fortæller Børge Just.
Helt solgt var han, da han en dag smagte en vin fra Rioja.
“Den smagte ikke som noget, jeg før havde smagt. Jeg kunne ikke blive klog på den, og var nødt til at købe en flaske til. Så fik jeg den her aha-oplevelse, og siden da har intet slået Rioja-vine for mig,” husker Børge Just.

Danskerne snyder sig selv

i 1981 blev Børge Just butikschef i en kæde, der havde erfa-gruppe, som skulle fremme vinsalget, og over årene har han i lange perioder levet at sin vinviden blandt andet som vinkonsulent og indehaver af en specialbutik med vin. I dag er han ansat som virksomhedskonsulent i Vesthimmerlands Kommune, men vinen fylder stadig i meget i form af importvirksomheden, som han og hans kone kører på sidelinjen.
“Vi er på mange rejser til Rioja og har over årene lært mange at kende der. De vinbønder, som vi samarbejder med, er alle folk som vi kender godt,” fortæller Børge Just.
Just Rioja Wine samarbejder med 7 forskellige vingårde, hvilket er en hel del i forhold til de fleste større vinimportører og supermarkedskæder i Danmark, der ofte stiller sig tilfreds med én eller to gårde - mest fordi der hele tiden er større efterspørgsel på nye lande, navne og distrikter. Tørst efter nyt snyder danskerne for kvalitetsvin, mener Børge Just.
“Går man efter den sidste mode indenfor sorter, distrikter og lande risikerer man at få dårlig vin, fordi det hele skal gå stærkt, og vinbønderne fokuserer mere på at følge moden end på at producere god vin. Rioja-distriktet har verdens strengste vinlov og kontrolsystem. Med farvekoder kan man på den enkelte flaske læse lagringstiden. Mærkaterne er udstyret med vandmærke og derfor uforfalskelige, og hver eneste vinbonde indberetter hvert år i detaljer om sin produktion. Det sikrer en ensartet kvalitet, forklarer Børge Just.

Forbudte sorter

Vin-myndighederne i Rioja godkender ikke populære sorter som eksempelvis cabernet sauvignon, riesling, merlot eller chardonnay. Kun i helt specielle, ganske få, tilfælde grundet ”vunden hævd” kan man finde en procentdel af disse druer i Riojavin
“De sorter duer ikke til jorden i området. Resultatet ville være ikke være blevet godt, og selvom de er populære, har man altså i Rioja i modsætning til mange andre områder, stået for fristelsen til at omlægge produktionen,” fortæller Børge Just.
I november tager han den afsluttende tur til Rioja som et led i cerficeringen, der herefter er gældende i fire år. Den nye årgang af ambassadører for Rioja tæller 30 på verdensplan, og Børge Just gætter på, at han og de 29 andre er blevet udvalgt i en pulje af cirka 1000 ansøgninger.
“Jeg ser certificeringen som en gigantisk blåstempling af min aktivitet og min viden og glæder mig til at fortsætter Just Rioja Wine som Rioja-ambassadør,” smiler han.
Just Rioja Wine har cirka 30 smagninger årligt og holder i øjeblikket åbent efter aftale. Tanken er dog, at der i fremtiden kommer en fast ugentlig åbningstid.

Publiceret 10 August 2017 15:45